Rekord: Så stor en formue har den gennemsnitlige dansker
Den gennemsnitlige danskers nettoformue steg med over 67.000 kr. per person på tre måneder.
Danskernes formue er steget og steget og er nu højere end nogensinde før.
Ja, faktisk er alle danskere i gennemsnit millionærer, når boligen regnes med.
Nye tal fra Nationalbanken viser, at danskernes finansielle formue steg med 383 mia. kroner i årets første tre måneder. Det svarer til, at alle danskere var 67.000 kroner rigere ved udgangen af marts sammenlignet med tidspunktet omkring årsskiftet.
»Dagens tal er generelt rigtig positiv læsning, der viser at den gennemsnitlige danskers nettoformue er all-time-high,« siger Tore Stramer, chefanalytiker hos Nykredit.
I gennemsnit er hver enkelt dansker god for 570.500 kr., og det er 150.000 kr. mere end det tidligere topniveau før finanskrisen.
»Danskernes formue kan således også på alle måder siges at have rystet krisen af sig,« siger Tore Stramer, der ifølge Nykredits beregninger kan fremvise en gennemsnitlig formue på 1,05 mio. kr. per dansker, når boligen regnes med.
Forklaringen på stigningen skyldes ikke afbetaling af gæld eller opsparing.
Nej, danskerne blev rigere af investeringer. Både pensions- og aktieformuerne er steget betydeligt over de seneste år, og helt konkret er danskernes pensions- og aktieformue steget med ca. 2.145 mia. kr. siden begyndelsen af 2009. En stigning på ca. 379.000 kr. per dansker.
Men det store billede af danskernes økonomi har ikke ændret sig, vurderer Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.
»Vi bruger stadig sådan cirka, hvad vi får udbetalt, efter pensionen er trukket, så vi hverken afdrager eller øger gælden nævneværdigt. Vores formue vokser på grund af pensionsopsparingen. Og vi skylder stadig stort set lige så mange penge væk, som vores boliger er værd,« siger Las Olsen.


