Fortsæt til indhold

Forbrugerne er optimistiske men passer stadig på pengene

Danske forbrugere mener, at både deres egen og samfundets økonomi i dag er bedre end for et år siden.

Økonomi

De danske forbrugere ser stadig optimistisk på både deres egen og samfundets økonomi. Det viser nye tal for forbrugertilliden, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort. Tallet ligger i juli på 9,5. Det er stort set uændret fra de seneste tal i juni, hvor forbrugertilliden lå på 9,8.

Det er danskernes forventning om, at både deres egen økonomi og landets samlede økonomi bliver bedre den kommende tid, der trækker forbrugertilliden op. På den anden side er det danskernes lyst til at bruge penge, der trækker ned.

Forbrugerne mener således ikke, at det er fordelagtigt at købe større forbrugsgoder i øjeblikket.

»Når forbrugerne stadig er tilbageholdende, hænger det sammen med, at vi stadig har en høj gældssætning. Samtidig er der mange, der har forbrugsopsvinget i nullerne i tankerne, og det kan være med til at holde dem tilbage,« siger Joachim Borg Kristensen, der er senioranalytiker i Nykredit.

På den ene side kan man undre sig over, at forbrugerne ikke har lyst til at bruge penge i øjeblikket. De har oplevet en reallønsfremgang, har lave renter osv.

»Men omvendt har vi den situation, at mange husholdninger har en relativ høj gæld, og på den måde er der god grund til, at de fokuserer på at nedbringe gælden og lave opsparing i stedet for at bruge det hele til at øge forbruget. Jeg mener derfor, at det er sandsynligt, at befolkningen begynder at øge forbruget så småt. Men det bliver ikke et gældsdrevet forbrug, vi kommer til at se igen,« siger Joachim Borg Kristensen.

Danskernes forbrugertillid

juli 2015juni 2015maj 2015april 2015marts 2015201420132012
Samlet forbrugertillid9,59,81313,713,97,31,4-2,4
Forventning til Danmarks økonomi1917,120,922,420,211,6-1,6-12,6
Fordelagtigt at købe forbrugsgoder-7,4-5,9-1,9-0,21,1-2,3-7,9-11,1

Selvom det samlede fald i forbrugertilliden er meget begrænset, er det værd at bemærke, at det er fjerde måned i træk, at forbrugertilliden falder.

»Det kunne give anledning til panderynker, men man skal huske på, at forbrugertilliden i løbet af foråret lå på et usædvanligt højt niveau i en historisk sammenhæng - væsentligt højere end hvad den faktiske økonomiske udvikling skulle tilsige,« skriver Mikael Olai Milhøj, der er analytiker i Danske Bank, i en kommentar til tallene.

Danmarks Statistik kommer med tal for forbrugertilliden hver måned, og i første halvdel af i år, lå gennemsnittet på 11,4. Og 2015 har da også været et år, hvor vi har set forbrugertillidstal, der var meget højere end det, vi har set de seneste år. I marts ramte forbrugertilliden 13,9 - det højeste tal i ni år og det næsthøjeste tal nogensinde.

»At der skete et lille fald, skal nok ses i lyset af, at juli ikke kun har budt på lidt halvdårligt sommervejr, men også lidt dårlige økonomiske nyheder: De økonomiske nøgletal har generelt været til den svage side, renten er stadig svingende og usikkerheden omkring Grækenland og græsk økonomi kan også have spillet ind. Men da faldet ikke er større, så må forbrugernes optimisme siges at være ret robust,« skriver Mikael Olai Milhøj.

Artiklens emner
Danmarks Statistik
Joachim Borg Kristensen