Fortsæt til indhold

Nyt fald i dankortomsætning: Privatforbruget er taget på sommerferie

For tredje måned i træk faldt dankortomsætningen i Danmark.

Økonomi

Danskernes dankort er ikke ligeså rødglødende, som de har været.

Nye tal fra Nets viser, at der i juni blev omsat for 29,6 mia. kr., men selvom det er 3,1 pct. mere end i samme måned i fjor, er der tale om et fald i forbruget.

Ifølge Nykredit er dankortkortforbruget på 2 pct. fra maj til juni, og dermed faldt omsætningen for tredje måned i træk.

»Det er lidt øv. Det bliver ikke mindre øv, når man dertil kan se, at dankortomsætningen nu er faldet i såvel april, maj og juni. Det er således også meget der tyder på, at privatforbruget er taget på sommerferie,« siger Nykredits chefanalytiker Tore Stramer og tilføjer:

»Vi kan i hvert faldt konstatere, at den månedlige dankortomsætning eksklusiv pengeoverførsler er faldet med 1,7 mia. kr. siden marts svarende til et fald på 5,8 pct.«

Med dagens tal er det Danske Banks bedste bud, at privatforbruget direkte faldt i andet kvartal af 2015, lyder det fra privatøkonom Las Olsen.

»Faldet kommer efter et halvt år med forholdsvis kraftig fremgang i privatforbruget og er ikke noget tegn på, at opsvinget så er overstået. Men det er en påmindelse om, at det næppe er et kraftigt forbrugsopsving, der for alvor skal drive væksten i Danmark,« siger han.

Han peger på, at selvom en stigende realindkomst, en meget høj forbrugertillid, en lav rente og stigende huspriser taler for et højere forbrug, så har forbrugerne fortsat en meget stor gæld med fra det seneste opsving set i forhold til værdien af boliger.

»Vores bedste bud er, at vi derfor ikke kommer til at se et nyt lånefinansieret forbrugsopsving, men nærmere et forbrug, der vokser nogenlunde i takt med indkomsterne,« siger Las Olsen.

Artiklens emner
Nets