Fortsæt til indhold

Nordea spår forsigtig dansk vækst

Et positivt boligmarked bliver de næste par år drivkraften bag forsigtig dansk vækst, spår Nordea.

Økonomi

De danske forbrugere sikrer en lille vækst i dansk økonomi over de næste par år.

Sådan lyder vurderingen fra Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen.

Han regner med, at væksten vil lande på 1,5 pct. i 2015, på 2 pct. i 2016 og på 1,9 pct. i 2017.

Denne prognose lander midt i en turbulent tid, hvor de globale aktier dirrer på grund af aktieuro i Kina. Helge J. Pedersen understreger, at den kinesiske økonomi ikke har den store effekt på mulighederne for vækst i Danmark.

»Selv om Kina er verdens næststørste økonomi, er betydningen for dansk økonomi begrænset. For Danmarks vedkommende er det mere afgørende, hvordan den økonomiske udvikling er i Europa og USA,« siger Helge J. Pedersen i en pressemeddelse.

Han retter i stedet opmærksomheden mod de private forbrugere i Danmark. Forbruget i husholdninger står for knap halvdelen af efterspørgslen i dansk økonomi, og det er den almindelige danskere, der bliver det bærende fundament i et lille opsving.

Forbrugerne er nemlig i godt humør, når boligpriserne stiger. Nordea spår, at boligpriserne vil stige 10 pct. fra 2015-2017. Samtidig kommer flere i beskæftigelse, og flere får mere i løn. Det betyder, at forbrugerne har flere penge at spendere.

»Stigningen i boligpriserne giver erfaringsmæssigt de bedste betingelser for en pæn fremgang i privatforbruget,« siger Helge J. Pedersen.

En kollega i Jyske Bank er enig i en prognose om forsigtig vækst båret af et positivt privatforbrug og et positivt boligmarked.

»Dansk økonomi går på to ben: Det hjemlige forbrug og eksport til udlandet. Vi kan ikke forvente mere medvind fra udland, end vi allerede har. Derfor skal det være forbrugerne, der driver et opsving. Her vil udviklingen på boligmarkedet gøre hele forskellen. Stiger boligpriserne, er forbrugerne mindre forsigtige,« siger seniorøkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank.

Niels Rønholt gør opmærksom på, at det ikke blot er udviklingen i boligpriserne, man skal holde øje med. Det er mindst lige så vigtigt at kigge på antallet af bolighandler.

»Handelsaktiviteten er fortsat lav, og den kan komme til at stige meget. Hvis bolighandlerne stiger, er der meget tilknyttet handel, som også kan stige. Når man køber et nyt hjem, skal man ofte også have nye møbler eller renovere et badeværelse. Det er her, at jeg ser muligheder for en positiv overraskelse,« siger Niels Rønholt.

Artiklens emner
Nordea
Helge J. Pedersen