Fortsæt til indhold

2015 blev økonomisk et skridt tilbage

Velstanden per dansker faldt i 2015, og det samme kan ske i år, vurderer Jyske Bank.

Økonomi

Velstanden per dansker faldt i 2015 med 1.286 kr., og der er risiko for et nyt fald i år.

Det vurderer Jyske Bank i en analyse på baggrund af udviklingen i bruttonationalindkomsten (BNI), der i fjor faldt med 0,4 pct.

Nedgangen på de 1.286 kr. baserer sig på 2010-priser, og den er usædvanlig, fordi fald i velstanden siden 1960'erne kun er set i forbindelse med oliekriser i 74-75 og 80-81, kartoffelkuren i 88 og finanskrisen i 2008.

»Det var nu, at dansk økonomi i et normalt forløb ville indhente velstandstabet i forbindelse med finanskrisen. Men det er gået meget langsomt med at indhente det tabte, og i 2015 blev det ligefrem et skridt tilbage,« forklarer Niels Rønholt, der er seniorøkonom i Jyske Bank.

Mere end tilbagegangen i fjor lægger han dog vægt på, at der nærmest har været stilstand siden 2008. Dengang var BNI per indbygger på 339.000 kr. I 2015 var tallet 337.000 kr.

Velstandsudviklingen 1966-2015. Siden finanskrisen har velstandsudviklingen nærmest været sat i stå.

»Historisk set har vores forbrugsmuligheder været stigende, men det er tankevækkende, at udviklingen i de seneste otte år har været sat i stå. Det handler jo ikke kun om antallet af fladskærme. Danmark var et rigt samfund før finanskrisen og er det også efter. Men det handler også om ressourcer, der bruges på sundhedsvæsen og ny medicin, om undervisning og om at få del i ny teknologi. Som danskere har vi været vant til stigende velstand, vækst og bedre service. Nu skal vi måske indstille os på, at det ikke længere er en selvfølge, men de fleste danskere ser nok helst, at vi også i fremtiden bliver rigere,« siger Niels Rønholt.

Han kalder også nedgangen bemærkelsesværdig, fordi den sker samtidig med fremgang i beskæftigelsen og et langsomt opsving. Derfor mener han, at den både er selvvalgt og til dels også selvforskyldt.

»Der er fokus på at spare op i stedet for at forbruge. Det kunne være positivt, hvis det kun var noget forbigående, og hvis der på kort sigt var udsigt til at stigende forbrug. Men danskerne har lært af det store forbrug, der var op til finanskrisen og holder på pengene,« lyder det fra Niels Rønholt.

Han vurderer, at den manglende vækst for 90 pct. vedkommende er et efterspørgselsproblem og for 10 pct. vedkommende et udbudsproblem. Derfor kan også 2016 give et fald i velstanden.

»Væksten i BNP bliver formentlig ganske beskeden, og befolkningsvæksten vil sikkert igen blive stor. Derfor skal vi nok sætte vores lid til, at afkast fra formuer i udlandet kan give et lille plus i velstandsudviklingen,« forklarer Niels Rønholt.

Selv hvis efterspørgslen skulle løfte sig på kort sigt, mener han, at der vil være behov for politiske reformer, som styrker både arbejdsudbud og produktivitet.

»Der er allerede virksomheder, som har svært ved at få kvalificeret arbejdskraft. Derfor må uddannelserne tilpasses efterspørgslen, og så skal produktiviteten i vejret,« tilføjer Niels Rønholt.

Artiklens emner
Jyske Bank
Niels Rønholt