Topchefen vil holde fri om fredagen: Det er et opgør med, at man altid skal være tilgængelig
Som adm. direktør i Sunset Boulevard har Jens Broch været frontfigur for et opgør med tid, der har ledt til indførelsen af en fire dages arbejdsuge i virksomheden, fortæller han i Finans’ podcast om ledelse ”Tjek ind”.
En arbejdsdag mindre om ugen. Sådan er virkeligheden i dag for medarbejderne hos den danske fastfood-kæde Sunset Boulevard, hvor Jens Broch som adm. direktør har indført, at fredag er en fridag.
»Helt grundlæggende er det et opgør med tid. At kigge kritisk på den tid, vi er på arbejde. Hvordan kan vi skabe mere værdi, når vi er på arbejde og minimere den spild, der alt andet lige er.«
Det fortæller Jens Broch i Finans’ podcast om ledelse ”Tjek ind”, hvor Louise Orbesen, stifter af Leading Humans sammen med Finans’ virksomhedsredaktør Søren Linding er på jagt efter mennesker, der kan inspirere til fremtidens ledelse.
I podcasten forklarer Jens Broch, at man hos Sunset Boulevard især har sat sig for at få ryddet pseudo-opgaver af skrivebordet, ligesom de ansattes arbejdsdag nu er langt mere skemalagt.
»Tanken bag vores skoleskema er at skabe nogle helt klare spilleregler for, hvad er vi hvornår. Jeg tror, vi alle sammen kender det fra en travl hverdag, at det er svært at finde tid til fordybelse,« fortæller Jens Broch.
Han står som topleder i Sunset Boulevard i spidsen for ca. 1.200 ansatte. Og han har en klar vision, fortæller han.
»Jeg drømmer om et sted, hvor vi er modige nok til at vise alle de super fede kompetencer og egenskaber, vi har med, men også at man kan få lov til at lave fejl, og man har modet til at prøve nogle nye ting af.«
Du kan lytte til hele samtalen med Jens Broch i podcasten ”Tjek ind” her.


