Fortsæt til indhold

Her må de ansatte selv vælge deres chef: »Vi må jo beslutte, om vi vil lede en organisation ud fra frygt eller ud fra kærlighed«

Direktør Christian Bason har været med til helt at gentænke organisationen i Dansk Design Center. Han fortæller i podcastens ”Tjek ind”, at nu må medarbejdere helt selv vælge, hvem de vil have som chef.

Christian Bason står i spidsen for Dansk Design Center (DDC). Foto: DDC
Ledelse med Louise Orbesen

Vi har jo faktisk lige så mange titler her, som de har nede i Bruxelles i EU-Kommissionen - et af de største bureaukratier i verden, lød det en dag fra en kollega.

Den bemærkning blev afgørende for Christian Bason, der er adm. direktør i Dansk Design Center (DDC): Han satte sig for helt at gentænke organisationen, fortæller han i Finans’ podcast om ledelse ”Tjek ind”.

Det har bl.a. ført til, at samtlige ansatte i DDC i dag selv vælger deres leder. Og alle ansatte kan tilbyde at være leder for sine kollegaer. Der er ingen faste afdelinger og ingen faste teams.

»Ideen er, at mennesker og kompetencer flyder derhen, hvor der er behov for dem,« siger Christian Bason.

Han fortæller i podcasten, at han mener, at alle ledere i dag er ved at gentænke lederskab og spørge sig selv; hvad er ledelse egentlig?

»Vi må jo beslutte, om vi vil lede en organisation ud fra frygt eller ud fra kærlighed,« siger Christian Bason.

»I denne her verden, hvor der er høj kompleksitet, høj uforudsigelighed, hvor vi har brug for passion, brug for indlevelse og empati og for fællesskab, så er jeg meget bange for, at vi kommer endnu længere væk fra at løse vores problemer ved at bygge den type organisationer, som starter med frygt som udgangspunkt,« siger han.

Du kan lytte til alle Christian Basons tanker om fremtidens lederskab i denne episode af ”Tjek ind” – ligesom du kan lytte til de tidligere episoder med bl.a. Jeppe Rindom fra Pleo og Annemarie Meisling fra Chr. Hansen.

Hent alle afsnit af Finans podcasts i Apple Podcast, Spotify eller lyt til alle afsnit direkte her.

Artiklens emner
Ledelse
Dansk Design Center