Fortsæt til indhold

Hos Molt Wengel går de tidligt på weekend

Det er en god forretning at skabe en arbejdsplads, hvor folk ikke ender med sygemeldinger. Derfor gør man tingene lidt anderledes i advokatfirmaet Molt Wengel, fortæller direktør Anne Katrine Schjønning i podcasten "Tjek ind".

Anne Katrine Schjønning er direktør i advokatfirmaet Molt Wengel. Foto: Carsten Snejbjerg
Ledelse med Louise Orbesen

Stresssygemeldinger, udbrændte kollegaer og arbejdsrelateret angst.

Anne Katrine Schjønning er ikke i tvivl om, at hun er landet i en hård branche - og at man kan gøre det hele på en anden måde.

»Det, vi er vokset op med, er, at ambitiøse advokater arbejder altid. Og når man arbejder altid, så er man ikke i flow og balance, og så ser man ikke kundeudfordringer i et klart lys,« fortæller Anne Katrine Schjønning i Finans’ podcast om ledelse ”Tjek ind”.

Hun er direktør i advokatfirmaet Molt Wengel, hvor man forsøger at skabe en arbejdsplads i flow. Det betyder bl.a., at alle ansatte går på weekend fredag kl. 12.

»Jeg er også vokset op i konsulentbranchen og har siddet og arbejdet enormt mange timer. Og som ung, så kan det måske godt lade sig gøre, men kun for en lille bitte del,« siger Anne Katrine Schjønning.

Hun forklarer i podcasten, at der for dem i stedet er god forretning i at skabe en arbejdsplads, hvor folk ikke ender med sygemeldinger, og at det også er god forretning, hvis folk bliver i deres job i Molt Wengel i længere tid, netop fordi, de er glade for deres arbejde.

»Vi skal væk fra at lede i kontrol, registreringer og ensretning, men lede i en balance mellem en skræddersyet udvikling af den enkelte og fællesskabet,« siger Anne Katrine Schjønning.

Og hvordan gør de så det konkret? Bl.a. via det, de kalder »familiepizza-princippet«. Hvis du vil vide, hvad det præcis går ud på, kan du lytte til ”Tjek ind” med Anne Katrine Schjønning her.

Hent alle afsnit af Finans podcasts i Apple Podcast, Spotify eller lyt til alle afsnit direkte her.

Artiklens emner
Ledelse
Job og Karriere