Demant-direktøren Søren Nielsen insisterer på at ledelse i sig selv er en profession
Søren Nielsen, adm. direktør i Demant, går mest og grubler over, hvordan han skaber sammenhængskraft i en virksomhed, der hele tiden vokser. Det fortæller han i den nyeste episode af podcasten "Tjek ind".
Han har været i virksomheden i snart 30 år, men det er ingen stopklods for Søren Nielsen til at udvikle sig.
»Det, jeg selv er meget optaget af, er, hvordan vi i en stadig større virksomhed bevarer en sammenhængskraft.«
Det fortæller Søren Nielsen, der er adm. direktør i høreapparatvirksomheden Demant i Finans’ ledelsespodcast ”Tjek ind”.
Han har siden 2017 været øverste chef i virksomheden, der tidligere hed Oticon, og som i dag er vokset til, hvad han selv forklarer er en »meget divers virksomhed med fem forskellige forretningsområder, i 35 lande og med 22.000 mennesker.«
Oprindeligt var det dog noget helt andet, der tiltrak Søren Nielsen til virksomheden.
»Det var en af de første digitaliseringer af en dansk virksomhed. Vi fik indført et email-system. Vores fysiske post blev dengang scannet om morgenen, og så fik man det i noget, der hed en elektronisk indbakke. Det var vældigt, vældigt, vældigt moderne, og måske bl.a. også derfor, jeg endte med at blive tiltrukket af at arbejde i virksomheden,« fortæller han i podcasten.
I dag er Søren Nielsen stadig begejstret, når han taler om sit job i Demant. En virksomhed, som han mener har en særlig kultur.
»En virksomhedsleder er - selvfølgelig sammen med sit ledelsesteam og organisationen - til for at sætte retning, men også hele tiden at arbejde med kultur, ledelsestilgang, struktur og organisering. Fordi hvis ikke det er på plads, så er der rigtig meget af det andet, der ikke kan fungere,« siger han i ”Tjek ind”.
Oprindeligt er han uddannet ingeniør, men med efterhånden mange år som leder, er det ikke den oprindelse skoling, han i dag henter fra værktøjskassen.
»Det med at bedrive ledelse, det er en profession. Nu er jeg selv ingeniør, og det var nok det eneste, jeg ikke havde lært i skolen. Det kan faktisk godt læres og trænes, og der er videnskab bag det,« siger Søren Nielsen i podcasten.
Nu kan høre hele samtalen med Demant-direktøren i den nyeste episode af ”Tjek ind”.


