Fortsæt til indhold

Katrine Sperling fortæller nu åbent om sit stressforløb, der har ført til syv nye ledelsesdogmer

Katrine Sperling blev syg med stress, og det har fået hende til at opfinde en ny ledelsesfilosofi fortæller hun i Finans’ podcast om fremtidens lederskab ”Tjek ind”.

Katrine Sperling fremlagde om sin nye ledelsesfilosofi "Langsom ledelse" på Ledernes Dag d. 4 november i år. Foto: Christian Als
Ledelse med Louise Orbesen

»Når jeg ser tilbage på mit arbejde, så kan jeg se, der er et før og et efter.«

Sådan fortæller Katrine Sperling, der er kommunikationschef i Novo Nordisk, i den nyeste episode af Finans’ ledelsespodcast ”Tjek ind”.

En enormt voldsom hovedpine slog hende helt ud i sommeren 2020. En hovedpine, hun troede kunne klares med en uge bag nedrullede gardiner i sommerhuset, men som endte med stresssygemelding, det tog et helt år at komme fuldt tilbage fra.

En oplevelse, som har fået Katrine Sperling til at lægge sit arbejdsliv om. Og starten til udviklingen af filosofien ”langsom ledelse”, der indeholder syv dogmer, der i en kort version alle handler om at bruge sin tid meget intentionelt.

»Det sjove er, at når jeg ser på, hvordan jeg bruger min tid nu, hvor jeg er blevet opmærksom på, hvordan jeg bruger den, og hvornår jeg laver hvad, gør, så arbejder jeg samlet set færre timer, men jeg synes, jeg leverer mere af det vigtige,« fortæller Katrine Sperling i podcasten.

Selv betegner hun sit eget væsen som introvert, men ikke desto mindre er hun nået frem til, at det er vigtigt, at hun som erhvervsleder står frem og tør at tale højt om, at hun gik ned med stress.

»Jeg undrede mig over, da jeg blev syg, at der var så få rollemodeller, som jeg kunne læne mig ind i og kigge på og se, at det var muligt at komme ud og lande på benene igen i det gamle job.«

»Jeg kunne godt finde folk, der har forladt virksomheden eller andre virksomheder, fordi det var for skamfuldt at komme tilbage – og jeg kunne også finde eksempler på andre, der havde fået et mindre krævende job, hvis de havde været ledere. Men jeg kunne simpelthen ikke finde nogen, som var landet i det samme,« fortæller Katrine Sperling.

Selv endte hun tilbage i det krævende Novo Nordisk-job, og hele hendes historie og ikke mindst hendes råd til, hvordan man får et mere bæredygtigt arbejdsliv, kan du høre om i den seneste udgave af ”Tjek ind” med ledelsesrådgiver Louise Orbesen og virksomhedsredaktør Søren Linding som værter.

Artiklens emner
Job og Karriere
Stress