Fortsæt til indhold

Rikke Østergaard vil have lederne til at styre Preben

Vi har en brokkekultur i Danmark. Men den er til dels også sund, fortæller erhvervssociolog Rikke Østergaard i den nyeste episode af podcasten Tjek ind.

Rikke Østergaard er erhvervssociolog og forfatter. Foto: PR
Ledelse med Louise Orbesen

»Preben har ikke siddet derhjemme alene og planlagt, at han skal ind og ødelægge det for de andre og skabe utryghed. Han tigger og beder måske lidt indirekte om, at der er en, der kommer til ham og siger: Nu stopper det.«

Sådan lyder det fra forfatter og erhvervssociolog Rikke Østergaard i den nyeste episode af Finans’ podcast om fremtidens ledelse Tjek ind.

Rikke Østergaard er som forfatter blevet kendt for at udpege Preben på arbejdspladsen med bogen ”Vi havde en fest på arbejdet, men så kom Preben…”. Kollegaen, der forurener arbejdspladsen. Men hvordan skal lederne forholde sig til den slags medarbejdere?

»Det er lederne, der har det store ansvar for at få skabt en kultur, hvor man kan føle sig tryg til at turde at komme ud med det, men også styre, så vi ikke ender i sådan en forureningstilstand, hvor vi brokker os i en uendelighed. Men egentlig får ryddet op. Få renset ud – kan vi gøre noget, eller kan vi ikke?« fortæller Rikke Østergaard.

Hun arbejder ofte med virksomhedsledere, der kæmper med den gode stemning på arbejdspladsen.

»Jeg plejer at sige til lederne: Det værste, du kan gøre, det er ikke at gøre noget,« siger hun.

Rikke Østergaard er lige nu aktuel med en ny bog, hvor hun beskriver fire typer af Preben; pyt-, perfektionist-, præstations- og pligt-Preben.

Alle typer, der kan brokke sig på arbejdspladsen, men som gør det på hver deres måde. Og hvordan skal man så håndtere dem som leder?

Det kan du høre om i den nyeste episode af Tjek ind med Louise Orbesen og Søren Linding ved værtsmikrofonerne.

Artiklens emner
Podcast
Job og Karriere