Politik
0

USA’s præsident løfter sløret for en plan B i handelskrigen mod Kina

USA’s præsident Donald Trump ventes lørdag at mødes med sin kinesiske modpart, Xi Jinping, som led i G20-topmødet, der finder sted i den japanske havneby Osaka.

USA's præsident Donald Trump trækker med nye meldinger fronterne skarpt op forud for et møde med den kinesiske præsident Xi Jinping, hvor handelskrigen mellem de to lande er på dagsordenen. Collage: Anders Vester Thykier.

USA’s præsident Donald Trump ventes at mødes med den kinesiske leder Xi Jinping lørdag i den japanske by Osaka, som er vært for det forestående G20-topmøde.

Verdens finansmarkeder venter mødet i spænding. Især fordi den eskalerende handelskrig allerede har fået Trump til at lægge en særlig importtold på varer fra Kina for et beløb på 250 mia. dollars.

Men mere kan være på vej.

I hvert fald slår Donald Trump onsdag i et interview med Fox Business Network fast, rapporterer Bloomberg, at såfremt mødet med Xi Jinping ikke bringer de to parter tættere på hinanden, har han allerede en plan B klar.

»Min plan B med Kina er at øge (varer pålagt importtold, red.) med milliarder og milliarder af dollars hver måned, og vi vil lave færre og færre forretninger med dem,« fastslår Donald Trump i interviewet.

Udtalelsen har vakt opsigt i finanskredse verden rundt.

Selv om handelskrigen allerede har ramt varer fra Kina for et beløb på 250 mia. dollars, er kinesiske varer for 300 mia. dollars indtil videre gået fri af handelskrigen.

Det er disse varer, som Donald Trump nu tager spiller på banen forud for mødet med lørdag med den kinesiske præsident Xi Jinping.

I interviewet med Fox Business Network tøvede Donald Trump ikke med at sætte tal på, hvad der kan vente Kina og kinesiske virksomheder, såfremt mødet mellem de to verdensledere ender resultatløst.

Ifølge den amerikanske præsident overvejer han at pålægge de kinesiske varer en straftold på måske 10 pct.

»Min plan B er, at såfremt vi ikke indgår en aftale, vil jeg beskatte, og måske ikke med 25 pct., men måske med 10 pct.,« fastslog Donald Trump.

Mens USA indtil videre har pålagt straftold på varer fra Kina for et beløb på 250 mia. dollars, har Kina svaret igen ved at pålægge straftold på amerikanske varer for et beløb på 110 mia. dollars.

BRANCHENYT
Læs også