Serier

Trump og USA får grønt lys til milliardtold på varer fra EU

Verdenshandelsorganisationen åbner for, at USA kan kræve told på europæiske varer som reaktion på en sag om flyproducenten Airbus.

Trumps handelskrig
Den europæiske flyproducent Airbus er midtpunkt i en handelsstrid. Arkivfoto. Foto: Lukas Schulze/AP

USA og præsident Donald Trump kan med blåstempling fra verdenshandelsorganisationen WTO indføre en årlig straftold på varer fra Europa for 51 mia. kr.

WTO offentliggjorde onsdag en afgørelse i en igangværende strid mellem USA og EU. Den går på økonomisk støtte til den europæiske flyproducent Airbus.

EU har tidligere vundet en tilsvarende sag ved WTO om USA’s støtte til den amerikanske flyproducent Boeing – men her er der endnu ikke en afgørelse om mulig straftold.

WTO nye afgørelse om mulig told for 7,5 mia. dollar på EU-varer ind i USA betyder, at USA og Donald Trump kan åbne en ny flanke i handelskrigen mod andre lande.

USA har i flystriden udtrykt ønske om 100 pct. told på EU-varer for en årlig handelsmængde omkring 11,2 mia. dollar – men WTO har altså lagt sig markant lavere end det.

Det amerikanske medie CNBC skriver sent onsdag aften dansk tid, at USA formentlig vil bruge den nye afgørelse fra 18. oktober til at indføre told på 10 pct. på fly produceret i Europa, mens landbrugsvarer påføres 25 pct. told. Dertil kommer toldsatser på en række andre varer produceret i Europa.

EU’s handelskommissær Cecilia Malmström udtalte tidligere onsdag i en pressemeddelelse, at der fra Bruxelles arbejdes for en fair og retfærdig afgørelse i sagen om statsstøtten til flyproducenterne.

Kommissæren påpeger, at i den tilsvarende sag mod USA er EU klar med en liste over amerikanske produkter, der kan blive ramt af modforanstaltninger.

»Den gensidige indførelse af modforanstaltninger vil imidlertid kun skade virksomheder og borgere på begge sider af Atlanterhavet og skade den globale handel samt luftfartsindustri på et følsomt tidspunkt. EU er klar til at samarbejde med USA om en retfærdig og afbalanceret løsning for vores respektive flyindustrier,« udtaler EU-kommissæren.

Cecilia Malmström påpeger, at EU i juli har sendt et konkret forslag til USA om en ny ordning for subsidier til flysektoren - men hidtil uden reaktion fra Washington.

Airbus har onsdag også udsendt en meddelelse om WTO-afgørelsen, hvor selskabet fastslår,at skulle USA indføre told på fly og -dele vil det føre til usikkerhed ikke bare i luftfartsindustrien - men også verdensøkonomien.

BRANCHENYT
Læs også