Politik

Nedslidte jernbanestrækninger kan ende som moderne busbaner

Transportministeren vil undersøge, om skinnerne på Østbanen ved Køge skal fjernes, og tog erstattes af busser.

Knud Aundal fra Faxe er én af de faste brugere af Østbanen. Han er ikke begejstret for idéen om at asfaltere jernbanen og udskifte toget med en moderne bus. Foto: Nicolai Lorenzen Politikerne er i færd med at undersøge, om Østbanen skal asfalteres, og toget erstattes af busser.
Gymnasieeleven Knud Aundal fra Faxe tager toget hver dag og er imod løsningen. Det taler vi med ham om.

Flere jernbanestrækninger er så nedslidte, at det ifølge transportminister Benny Engelbrecht måske vil være bedre at fjerne skinnerne, asfaltere tracéen og indsætte moderne højkvalitetsbusser.

I første omgang er det Østbanen, der går fra Køge og sydpå, hvor transportministeren overvejer at fjerne de 50 km skinner og erstatte toget med BRT-busser, der er busser med egne kørebaner og næsten samme komfort som tog.

Hvis vi kan bruge den samme tracé, vil man kunne køre med en form for tog på gummihjul, bruge de samme overkørsler og de samme bomme.

Benny Engelbrecht, transportminister

»Hvis vi kan bruge den samme tracé, vil man kunne køre med en form for tog på gummihjul, bruge de samme overkørsler og de samme bomme. Desuden kunne jeg forestille mig, at man kunne teste førerløse busser på de lukkede busbaner. Det vil være ekstremt interessant,« siger ministeren, der kan forestille sig både BRT-busser og førerløse busser andre steder – f.eks. i København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.

Mange af Østbanens pendlere er imod idéen om at erstatte toget med bus – og ministeren erkender, at forslaget er kontroversielt.

Professor Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet hilser undersøgelsen velkommen:

»Det lyder som en god idé, bl.a. fordi lokalbanerne ikke kører supergodt. Der er ikke noget helligt ved skinner – i dag kan busserne næsten det samme, som toget kan, når det handler om pris, tid og komfort. Tog kan flytte mange mennesker, men det er ikke det, lokalbanerne har brug for. Derfor giver det god mening at undersøge lokalbanerne, hvor trafikken minder mest om det, busserne er bedst til.«

I Region Midtjylland driver man bl.a. Lemvigbanen, der også står på listen over de mest nedslidte. Jørgen Nørby (V), formand for regionens udvalg for regional udvikling, er ikke afvisende over for idéen.

»Det er en spændende undersøgelse, men uden toget vil vi afskære os fra togtransport af tungt gods. På sigt kunne vi godt overveje noget lignende, men lige nu har vi ikke planer om det,« siger han.

I Aalborg er man ved at etablere en BRT-busløsning frem for den letbane på skinner, som byen havde ønsket. Ifølge projektchef Jesper Schultz skal der nøje beregninger til i forhold til passagerkapacitet og hastighed, før det kan vurderes, om BRT-busser kan erstatte tog.

BRANCHENYT
Læs også