Politik

Parlament kræver flere penge på EU-budget til stor virusplan

Forhandlingerne om EU's budget for de næste syv år var netop ved at spidse til, da viruspandemien lammede Europa. Og med et er den økonomiske udsigt totalt forandret.

På den baggrund har EU-Parlamentet fredag vedtaget en resolution, der kræver et større EU-budget og konkrete tiltag, der skal hjælpe de lande, der rammes værst af pandemiens følger.

Resolutionen, der er en opfordring og udtryk for EU-Parlamentets holdning, blev vedtaget med 395 stemmer for og 171 imod.

Parlamentet vil have en genopretningsplan, og medlemmerne giver med vedtagelsen grønt lys for flere forslag, som EU-Kommissionen har fremsat. Blandt andet at penge fra fonde i EU-budgettet omdirigeres til coronahjælp.

Pakken indeholder som et centralt punkt udstedelsen af fælles obligationer via EU-budgettet. De kaldes obligationer til genopretning.

Pengene herfra skal bruges til fremtidige investeringer i de EU-lande, der er værst ramt af coronakrisen.

Det er et kompromis eller en videreudvikling af de omstridte coronaobligationer, hvor landene sammen hæfter for gæld, og som har fået et klart nej fra landene i nord og et højt ja fra landene i syd.

Pengene kan så bruges af de EU-lande, der er værst ramt af krisen. De skal bruges til investeringer i fremtiden - og ikke til at dække eksisterende gæld.

Resolutionen omfatter også en permanent ordning for lønkompensation. EU-Kommissionen har allerede fremsat en ordning, der er midlertidig. Men EU-Parlamentet ønsker en permanent.

Desuden vil de have en solidaritetsfond på mindst 50 milliarder euro. Den skal bruges til at styrke hospitaler og sundhedssektor i EU-landene.

De politiske grupper har arbejdet på at få knyttet forskellige krav til de investeringer, der følger med genopretningen. Klimaet står centralt for mange. Men på forskellige niveauer.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen (EL) stemte imod resolutionen. Det gjorde han blandt andet på grund af manglende ambitioner for klimaet, men også fordi at han mener, at resolutionen ikke gør op med sparepolitikken.

- Det er virkelig ærgerligt at et flertal afviser mit og venstrefløjsgruppens forslag om, at den økonomiske genrejsning skal være i tråd med Paris-aftalen, siger han.

Han frygter, at klimaet kan blive et af ofrene for coronakrisen.

Parlamentet besluttede fredag også at udskyde nye krav for godkendelse af medicinsk udstyr i et år. Årsagen er den aktuelle krise, hvor der er akut behov for udstyr.

BRANCHENYT
Læs også