»Stop tyranniet«: Tusindvis af amerikanere samledes i masseprotest mod karantæneregler
Flere af demonstranterne i delstaten Washington gav udtryk for, at de mener, at tiltagene er gået over gevind.
I flere amerikanske stater har guvernørerne beordret befolkningen til at blive hjemme for på den måde at hindre spredningen af coronavirus i samfundet.
Men det tiltag giver stadigt stigende utilfredshed blandt borgerne i nogle stater, så de har trodset forbuddet og samlet sig i demonstrationer mod karantænereglerne. I delstaten Washington protesterede anslåede 2.500 mennesker i hovedstaden Olympia søndag mod den demokratiske guvernør Jay Inslee.
I Washington gælder den såkaldte "stay at home-order" indtil den 4. maj. Flere af demonstranterne i delstaten gav udtryk for, at de mener, at tiltagene er gået over gevind, og at der ikke er nogen grund til at lukke hele økonomien ned for at beskytte de særligt udsatte borgere.
»Jeg tager vare på mig selv, og jeg burde være fri til at gå ud og arbejde, tage mig af min virksomhed og mit job og forsørge min familie,« siger den 36-årige Amanda Janus, som var blandt demonstranterne, til Reuters.
»Jeg er bekymret, men der er gået politik i den. Dette er et nyt redskab til at holde os hjemme i husarrest,« lød det supplerende fra demonstranten Heather McKenzie.
Demonstranterne havde skilte med, som opfordrede til at sætte "friheden først", "stoppe tyranniet" og "stoppe nedlukningen".
Mange af demonstranterne luftede under protesten deres støtte til USA's præsident Donald Trump, som tidligere har udtalt sin modstand mod guvernørernes lockdown.
Fredag tweetede Trump om at "frigøre" delstater, der har pålagt indbyggere at blive hjemme under coronaviruspandemien.
I andre stater har indbyggerne også brugt weekenden på at demonstrere mod tiltagene. I Annapolis i Maryland blev demonstranterne inde i deres biler, men vinkede med skilte ud af vinduerne, hvorpå der blandt andet stod "fattigdom dræber også".
»Jeg har brug for at arbejde for at kunne leve«, lød det fra demonstranten, som er frisør.