Politik

Skatteministeriet sår ny tvivl om ejendomsvurderinger

Skatteministeriet har med kort varsel indkaldt partiernes skatteordførere til en orientering om udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem. Det kan få konsekvenser for hundredtusindvis af boligejere, der venter på at få i alt 13 mia. kr. tilbage i skat.

Siden 2013 har der været arbejdet på et nyt system, der skal give mere retvisende ejendomsvurderinger. De første vurderinger skulle efter planen sendes ud i 2020. Foto: Jens Dresling

Efter adskillige års forsinkelser og budgetskred sår Skatteministeriet på ny tvivl om de kommende ejendomsvurderinger.

Det kan få konsekvenser for de ca. 715.000 boligejere, der venter på at få i alt 13 mia. kr. tilbage i skat, fordi de i perioden 2011-2020 har betalt skat af for høje ejendomsvurderinger. Pengene bliver nemlig først udbetalt, når de nye ejendomsvurderinger er sendt ud.

Usikkerheden er opstået, fordi Skatteministeriet nu nægter at bekræfte, at danske boligejere fortsat kan regne med at modtage de nye vurderinger i år. Vurderingsstyrelsen har ellers tidligere tilkendegivet over for Folketinget, at man under alle omstændigheder vil påbegynde udsendelse af ejendomsvurderingerne inden udgangen af 2020.

Derfor skal regler for boligskat ændres.
  • Boligskatterne beregnes ud fra et forældet grundlag. Vurderingerne blev fastfrosset i 2011/2012.
  • Det betyder, at ca. 715.000 boligejere i gennemsnit har betalt 18.000 kr. for meget siden 2011.
  • Når de nye vurderinger er klar, vil boligejerne automatisk få pengene tilbage. Ialt drejer det sig om 13 mia. kr.
  • Det nye boligskattesystem skal gøre vurderingen og dermed skatten mere realistisk.
  • Vurderingen tager udgangspunkt i den reelle salgsværdi minus 20 pct.
  • Til gengæld sænkes satsen på ejendomsværdiskatten fra 1 til 0,92 pct. og i 2024 helt ned til 0,55 pct.
  • Grundskylden må maksimalt stige med 2,8 pct. årligt.
  • Systemet skulle være indført i 2021, men er foreløbig blevet forsinket til 2024 på grund af store it-problemer.
  • Man bliver kun omfattet af de nye regler, hvis man køber bolig efter 1. januar 2024. Så længe man bliver boende, er man stadig omfattet af de eksisterende vurderinger og det gamle skattesystem.
  • Ingen boligejere må ved overgangen til de nye regler komme til at betale mere i samlet ejendomsskat.

Dertil kommer, at en planlagt uddannelse af Vurderingsstyrelsens medarbejdere i det nye vurderingssystem i august er blevet aflyst. Skatteministeriet oplyser, at uddannelsen ventes gennemført i september i stedet, men det har gjort flere partier nervøse for nye skred i tidsplanen.

Efter at Finans har spurgt ind til sagen, valgte Skatteministeriet torsdag aften at indkalde Folketingets skatteordførere til en orientering allerede på onsdag kl. 18.30.

»Normalt plejer vi at få orienteringerne skemalagt i god tid, så det er ikke noget godt tegn, og det gør mig bekymret,« siger Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm.

Også Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti mener, at ministeriets ageren tyder på, at der er »noget i gære«.

»Umiddelbart kunne det godt tyde på, at der igen er problemer,« siger han.

Skattevæsenet har ikke sendt nye reviderede ejendomsvurderinger ud siden 2013, da Rigsrevisionen rejste en hård kritik af systemet. Vurderingerne var så meget ude af trit med de reelle handelspriser, at politikerne besluttede at sætte dem i bero, indtil der var blevet udviklet et nyt system, der kan give mere retvisende ejendomsvurderinger.

Det har dog voldt store problemer at få det nye it-system til at virke efter hensigten, og systemet er blevet udskudt flere gange. Senest skete det i oktober 2019, da skatteminister Morten Bødskov efter regeringsskiftet iværksatte et »eftersyn« af Skatteministeriets it-systemer.

Eftersynet resulterede i en udskydelse af en reform af boligskattereglerne fra 2021 til 2024, og samtidig varslede ministeren, at de nye ejendomsvurderinger »påbegyndes udsendt fra 2. halvår af 2020.«

Allerede dengang gjorde Dansk Folkeparti det klart, at det var sidste chance for at få systemet på rette spor.

»Nu må vi jo se, hvad vi får at vide på onsdag, men hvis der er tale om større problemer, så mener jeg, at vi er nødt til at trække stikket og gå efter en anden løsning,« siger han.

Skatteministeriet har ingen yderligere kommentarer til sagen ud over følgende skriftlige svar.

»Skatteministeriet gør i øjeblikket status over udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem. Når den status er tilvejebragt, vil Folketingets partier blive orienteret om resultatet som led i den normalt løbende afrapportering, der er mellem ministeriet og partierne bag forliget om et nyt ejendomsvurderingssystem. Afrapporteringen ventes at ske i løbet af september,« hedder det i et skriftligt svar fra ministeriet.

BRANCHENYT
Læs også