Politik

Kaos i ejendomsvurderingerne: De svære boliger venter stadig

Vurderingsstyrelsen håber at indlede udsendelsen af 200.000 ejendomsvurderinger af de mest simple boliger i sommeren 2021. 1,7 mio. vurderinger skal være sendt ud senest i 2022.

Skattevæsenet har ikke lavet ejendomsvurderinger siden 2013, fordi de gamle blev kritiseret for at være for upræcise. Siden har man arbejdet på at lave et nyt system, der imidlertid er blevet forsinket adskillige gange. Arkivfoto: Mathias Svold

Det nye vurderingssystem for ejerboliger er så langt fra målet, at skattevæsenet end ikke er gået i gang med at udvikle centrale dele af det.

Det viser den tidsplan, som flere partiers skatteordførere blev præsenteret for onsdag aften på et hasteindkaldt møde hos skatteminister Morten Bødskov.

På mødet fortalte ministeren, at Skatteministeriet igen må udskyde udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger til i hvert fald sommeren 2021 på grund af it-problemer.

Ifølge ministerens præsentation fra mødet er skattevæsenet færdig med at udvikle et system til vurdering af »simple parcel- og rækkehuse«, selv om tests af vurderingerne er forsinkede.

Løsningen for »komplicerede parcel- og rækkehuse« er ligeledes forsinket, mens man slet ikke er gået i gang med udviklingen af en model til vurdering af ejerlejligheder og sommerhuse. Et klagesystem er man heller ikke gået i gang med.

Simple parcel- og rækkehuse finder man typisk i større ensartede boligområder med hyppige handler. Det er uvist, hvor stor denne gruppe er. I en intern e-mail til medarbejderne i Vurderingsstyrelsen hed det onsdag, at styrelsen forventer at gå i gang med at sagsbehandle de første 200.000 boliger fra slutningen af oktober i år.

Derefter vil vurderingerne kunne sendes ud – hvis alt går vel – omkring sommeren 2021.

Styrelsen skal sende vurderinger ud på samlet 1,7 mio. ejerboliger i løbet af senest 2022. Dertil kommer en halv mio. erhvervs- og landbrugsejendomme. Vurderingen af disse skal være ude senest i 2023, så en stor boligskattereform kan træde i kraft fra 2024.

Ejendomsvurderinger
  • Skattevæsenet ikke lavet nye ejendomsvurderinger siden 2013, da Rigsrevisionen kritiserede de gamle for at være ude af trit med virkeligheden.
  • De upræcise ejendomsvurderinger betød, at nogle har betalt for lidt i skat, mens andre har betalt for meget.
  • Siden har skattevæsenet arbejdet på at udvikle et nyt vurderingssystem, der skal generere mere præcise ejendomsvurderinger, inden en stor boligskattereform træder i kraft.
  • Systemer er dog blevet udskudt flere gange, og i oktober 2019 måtte regeringen udskyde boligskattereformen fra 2021 til 2024, fordi vurderingerne ikke kunne nå at blive klar.
  • Onsdag måtte Skatteministeriet justere sin tidsplan igen, og de første ejendomsvurderinger bliver nu alligevel ikke udsendt i 2020, men tidligst i sommeren 2021.
  • Regeringen fastholder, at alle vurderinger kan nå at komme ud, inden boligskattereformen træder i kraft i 2024.

Chefkonsulent i BDO Henning Boye Hansen siger, at han er overrasket over, at skattevæsenet ikke er gået i gang med at udvikle centrale dele af vurderingssystemet endnu. Han tror ikke på, at den nye og reviderede tidsplan holder:

»Det kommer ikke til at ske,« siger han.

»Alene dét, at politikerne åbent har sagt, at det muligvis bliver forsinket endnu mere, tolker jeg, som om at den nye plan er en en bedste-falds-vurdering. Jeg tror, at politikerne vil være lykkelige, hvis det lykkes at få sendt bare en enkelt vurdering ud i løbet af 2021,« siger Henning Boye Hansen.

Situationen minder om efteråret 2019, hvor selve reformen blev udskudt i tre år, mener Kim Normann Andersen, der er professor på CBS.

»Da var jeg og nogle flere eksperter inviteret til Skat om selvsamme system. Det blev lovet, at det helt sikkert var færdigt, og at de nye udviklere samt en personaleoprustning gav anledning til en helt anden optimisme end tidligere,« bemærker CBS-professoren.

Boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann er også skeptisk:

»Hvis Skatteministeriet endnu ikke har en sikker vurderingsmodel på alle typer af boligejendomme, kan det skabe tvivl om hele boligskattereformen,« advarer hun.

Der er tale om en foreløbig og usikker vurdering, og der skal derfor udarbejdes et mere præcist skøn som led i en ekstern trykprøvning af projektet.

Morten Bødskov, skatteminister

Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti siger, at tidsplanen ikke ser betryggende ud.

»Jeg har bange anelser om, at vi ikke har set den sidste udskydelse,« siger han.

Skatteminister Morten Bødskov oplyser i en e-mail, at skattevæsenet allerede er kommet langt med selve vurderingerne, men han vil heller ikke garantere, at tidsplanen holder. Han henviser til, at eksterne eksperter skal vurdere tidsplanen de kommende måneder.

»Der er tale om en foreløbig og usikker vurdering, og der skal derfor udarbejdes et mere præcist skøn som led i en ekstern trykprøvning af projektet,« udtaler han.

BRANCHENYT
Læs også