Dansk Industri: »Det var mildest talt ikke den start på det nye år, som nogen havde håbet på«
Hvis der er dele af landet eller brancher, der kan åbne før den 17. januar, så bør det selvsagt ske, lyder meldingen.
De nuværende skærpede restriktioner, der skal bidrage til at mindske spredningen med coronavirus og som stod til at udløbe d. 3. januar, forlænges til 17. januar.
Lars Sandahl Sørensen, som står i spidsen for Danmarks største arbejdsgiverorganisation, DI, kalder det i en pressemeddelelse forventeligt, at myndighederne nu finder det nødvendigt at forlænge restriktionerne.
“Ikke desto mindre rammer forlængelsen hele samfundet og rigtig mange virksomheder og medarbejdere ekstremt hårdt, så det var mildest talt ikke den start på det nye år, som nogen havde håbet på. Derfor er det så vigtigt, at vi alle sammen holder den høje disciplin, og at hjælpepakkerne i den nuværende situation forlænges, så kompensationen er på plads med det samme. Det bliver der virkelig brug for,” siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.
Han hæfter sig ved, at vaccinerne er et lyspunkt for alle, men det er samtidig altgørende, at alle holder disciplinen og tager ansvar for at bremse smitten inden da.
”Der er både menneskeliv og arbejdspladser på spil, og vi skal for alt i verden gerne undgå den dybt alvorlige situation og nærmest totalt nedlukning, vi ser i andre dele af Europa,” siger DI-direktøren og fortsætter:
“Både virksomheder og borgere har brug for at kende vejen frem – både hvis smitten aftager eller tager til, så vi har så lang planlægningshorisont som muligt. Hvis der er dele af landet eller brancher, der kan åbne før den 17. januar, så bør vi selvsagt gøre det. Samtidig er det helt essentielt for virksomhederne også kende planen for, hvis smitteudviklingen udvikler sig det værre og kan føre til nye restriktioner. Jo mere transparens og forudsigelighed i denne dybt alvorlige situation, jo bedre.”
Også hos Dansk Erhverv er der forståelse for beslutningen om at forlænge restriktionerne.
”Det er desværre nogle bekymrende høje smitte- og dødstal, som vi ser i øjeblikket. På den baggrund er det svært at se andre veje end en forlængelse af de gældende, udvidede restriktioner. De første danskere er vaccinerede, men vi må se i øjnene, at det kommer til at vare en rum tid, før tingene igen bliver normaliserede,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, som af samme grund finder vigtigere end nogensinde, at kompensationspakkerne kommer ud og virke.
”Der er desværre stadig et problem med at få statsstøttegodkendelse af EU. Det betyder, at selv om et flertal i Folketinget har vedtaget kompensationspakker, så er pengene så at sige ikke nået frem til de ramte virksomheder. Mange virksomheder har akut brug for hjælp til likviditeten, så derfor haster det med at finde løsninger her,” siger Brian Mikkelsen.







