Politik

Superliga-tilskuere kan vende tilbage 21. april

Ifølge Venstre har det holdt hårdt at få tilskuere tilbage på stadion til kampe i Superligaen og andre rækker.

Foto: Carsten Bundgaard.

Fra 21. april kan der igen komme tilskuere på stadion til kampe i Superligaen og andre af de øverste rækker.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) kort efter midnat natten til fredag efter genåbningsforhandlinger med de øvrige partier.

- Vi er i den privilegerede situation, at det er muligt at åbne lidt mere end forventet.

- Vi kan komme i gang i superligaordningen, hvor det er muligt at have tilskuere til stede på stadion i det omfang, som det også har været muligt tidligere, siger Hækkerup.

Ifølge aftaleteksten betyder det, at der højest må være 500 siddende tilskuere på sektioner, der er "klart adskilte".

Desuden skal der være en meters afstand mellem tilskuerne, og der vil være krav om at vise coronapas og registrere sig.

Det har været et afgørende krav fra Venstre at få fans tilbage på tilskuerpladserne, skriver sundhedsordfører Martin Geertsen i en pressemeddelelse.

– De mange danske fodboldfans har i forvejen ventet alt for længe. Vi er meget glade for, at det lykkedes at overbevise de andre partier, selv om det holdt hårdt, lyder det fra Geertsen.

Foruden Superligaen gælder ordningen også den næstbedste række for herrerne, NordicBet ligaen, og Gjensidige Kvindeligaen, 1. division for kvinder og 2. division, finalen i Sydbank Pokal og Kvindepokalfinalen samt A-landskampe (herrer og kvinder).

Læs også