Fortsæt til indhold

Vestas-advarsel afvist: Kinesiske vindmølletårne pålægges straftold

EU pålægger told på vindmølletårne fra Kina efter en undersøgelse af prisdumping. Den danske regering har stemt for en told, selv om Vestas advarede om store konsekvenser.

Vestas, Siemens Gamesa og andre europæiske vindmølleproducenter er blevet kritiseret for at importere over 100 meter lange vindmølletårne fra Kina. Billedet her er fra tårnproducenten Walcon i Give. Foto: Joachim Ladefoged
Politik

Ulovlig prisdumping får nu EU til at lægge straftold på vindmølletårne, der er importeret fra Kina. Det sker, efter at Danmark sammen med et flertal af medlemslandene har stemt for en told på de kæmpestore ståltårnene.

Dermed har den danske regering valgt at overhøre advarsler fra vindmøllegiganten Vestas. Ligesom andre europæiske vindmølleproducenter har Vestas kæmpet imod en told på de kinesiske tårne, fordi de mener, at det vil skade deres internationale forsyningskæder og gøre den grønne omstilling dyrere.

Til gengæld er der stor begejstring hos de to danske tårnproducenter Welcon og Valmont SM, der har været med til at rejse sagen for EU-Kommissionen.

»Vi noterer os med tilfredshed, at EU-kommissionen langt om længe pålægger kinesiske vindmølletårne told. Med beslutningen har EU’s medlemslande sagt stop over for systematisk kinesisk prisdumping,« udtaler Niels Brix, CEO i Valmont SM, i en pressemeddelelse.

Tårnproducenterne anlagde sagen sidste efterår, fordi de konstaterede, at stadig flere vindmølletårne blev importeret fra Kina til Europa. Det på trods af, at der er tale om mere end 100 meter lange ståltårne, der skal sejles omkring 10.000 sømil på store oliedrevne fragtskibe.

EU har for længst afgjort, at Kina dumper priserne på stålplader, og på den baggrund indført en straftold. Den told gælder imidlertid ikke, når stålpladerne bliver anvendt til vindmølletårne, og det har frustreret de europæiske tårnproducenter, der føler sig truet, fordi de ikke har kunnet matche deres kinesiske konkurrenter på pris.

EU-Kommissionen har nu brugt 14 måneder på at undersøge påstandene om prisdumping. Afgørelsen er, at kinesiske tårne pålægges en told på mellem 7,2 og 19,2 pct. afhængig af producenten.

Vestas og andre vindmølleproducenter er undervejs blevet skarpt kritiseret for at tilsidesætte klimahensyn ved at importere kæmpestore ståltårnene hele vejen fra Kina eller andre asiatiske lande.

Vestas har afvist kritikken og endda forsøgt at overbevise både Kommissionen og de danske myndigheder om, at en told på tårnene vil skade både Vestas og den grønne omstilling. Det viser dokumenter, som Finans har fået aktindsigt i.

Da Finans i sidste uge beskrev Vestas’ lobbyarbejde, sagde Vestas’ marketingdirektør, Morten Dyrholm, at handelsbarrierer er dybt skadelige for den grønne omstilling - også selv om det drejer som om klimabelastende ståltårne fra Kina.

Efter torsdagens afgørelse ærgrer Morten Dyrholm sig over, at EU-landende alligevel har valgt at gå den vej.

»Det er en ærgerlig udvikling, at der nu skabes yderligere handelsbarrierer på afgørende komponenter til den grønne omstilling. Vi indkøber langt størstedelen af vores tårne til europæisk projekter i nærområdet, men vi er grundlæggende imod tiltag, der kan gøre grøn teknologi mindre konkurrencedygtig og dermed ikke gavne den grønne omstilling og grønne arbejdspladser i Europa,« skriver Morten Dyrholm i en e-mail.

Erhvervsminister Simon Kollerup har tidligere betegnet det som en kompliceret sag, fordi der er modsatrettede erhvervsinteresser på spil.

Nu oplyser ministeriet, at man har valgt side ved at bakke op om at indføre told på vindmølletårnene fra Kina.

»Man er nødt til at sætte ind over for konkurrenceforvridende adfærd, der skader danske virksomheder. Tolden vil være med til at sikre bedre konkurrencevilkår i EU og styrke europæiske værdikæder for vedvarende energi. Det kan dog desværre ikke undgås at have negative konsekvenser for de danske virksomheder, der importerer ståltårnene fra Kina. Derfor har det også været vigtigt for regeringen, at Kommissionen har fastsat et toldniveau, hvor importørerne af tårne ikke rammes hårdere end strengt nødvendigt for at udligne skaden for tårnproducenterne,« skriver Erhvervsministeriet i en e-mail.

For interesseorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne, der har en af de danske tårnproducenter som medlem, handler sagen ikke bare om vindmølletårne.

Organisationens chefkonsulent, Alexander Severinsen Ulrich, henviser til, at EU var for sent ude, da der for nogle år siden kom et lignende prispres på den europæiske produktion af solceller. I dag sidder Kina tungt på solcellerne, og det samme kunne man frygte ville ske inden for vindenergi.

»Med dagens afgørelse sættes der en tyk streg under, at Europa er klar til at kæmpe for sin grønne industri. Det er ubetinget positivt nyt for dansk erhvervsliv, der hverken på lang eller kort sigt vil kunne acceptere nogen form for konkurrence baseret på ufint trav,« siger Alexander Severinsen Ulrich.

Artiklens emner
Vestas
EU-Kommissionen