Afnoteringer kan betyde gevinst for russiske virksomheder og storbanker
Moskva planlægger at afnotere en række russiske selskabers depotbeviser fra udenlandske børser for at begrænse ikke-russeres kontrol med selskaberne. Det kan sende millioner i lommen på russiske virksomheder og store investeringsbanker.
Russiske selskaber, som er børsnoteret i Rusland, men samtidig har udstedt depotbeviser til handel på børser i andre lande, skal hjem på russiske hænder. Det er meningen med en lov, som regeringen i Moskva for tiden er ved at gennemføre.
Loven betyder, at depotbeviserne skal konverteres til aktiver, der handles i Rusland. Og det kan ende med at give russiske virksomheder og internationale banker betragtelige gevinster, skriver nyhedsbureauet Reuters torsdag.
Vestlige børser har siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar indstillet muligheden for at handle med en lang række selskaber med stærke forbindelser til Rusland.
Depotbeviser - værdipapirer der gør det ud for aktier - gjorde det indtil krigens udbrud muligt at investere i russiske selskaber på blandt andre europæiske og amerikanske børser. Beviserne udstedes af banker som Deutsche Bank, BNY Mellon, Citigroup og JPMorgan.
Hvis den russiske regering gennemfører lovgivningen, der har til formål at afnotere en række russiske selskaber såsom Gazprom fra udenlandske børser, må bankerne annullere depotbeviserne.
Det svarer til at, at investorerne tvinges til at sælge deres aktier, hvad de selvfølgelig får penge får, men der er normalt et administrationsgebyr forbundet hermed.
Gebyret, som typisk ligger på 0,05 dollars per bevis, kan deles mellem banken og selskabet, som i dette tilfælde kan være et af mere end 30 forskellige russiske selskaber, som vestlige børser ikke længere vil udbyde depotbeviser på.
Det betyder ifølge Reuters, at mange millioner dollars kan tilfalde ikke bare bankerne, men også de russiske virksomheder.
I tilfælde af at afnoteringerne fremtvinges af den nye russiske lov, hersker dog uenighed om, hvorvidt administrationsgebyrerne ville kunne opkræves.
Nogle mener, at investorerne i et sådant tilfælde vil kunne pålægges et gebyr, mens andre mener, at bankerne vil være nødt til at dække de omkostninger, der er forbundet med at annullere de mange depotbeviser.
BNY Mellon, Deutsche Bank, JPMorgan og Citigroup har over for Reuters nægtet at kommentere sagen.