Politik

Rekrutteringskrise får virksomheder på stribe til at sige nej til ordrer

58 pct. af danske virksomheder har måtte opgive at besætte stillinger inden for det seneste år. Konsekvensen er nej til ordrer.

Artiklens øverste billede
Virksomhederne mangler især faglærte, viser en rundspørge fra Dansk Industri blandt godt 7.000 medlemsvirksomheder i hele landet. Arkivfoto: Gregers Tycho

Danske virksomheder står i en af de hidtil værste kriser, når det kommer til at finde medarbejdere. Det viser en stor rundspørge fra landets største erhvervsorganisation, DI.

Organisationen har spurgt mere end 7.000 medlemsvirksomheder over hele landet om deres erfaringer med at besætte ledige stilling inden for det seneste år, og 58 pct. af virksomhederne angiver, at de har måtte opgive at besætte stillinger.

Det er markant flere virksomheder end i 2019, da DI senest gennemførte en tilsvarende rundspørge. Dengang svarede 35 pct. af virksomhederne, at de havde søgt forgæves.

»Jeg troede næsten ikke tallene, da jeg så dem. Det er værre, end vi havde troet. Når du ikke kan få folk, har du et fundamentalt problem, og konsekvenserne er voldsomme,« siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

En klar konsekvens ifølge rundspørgen er, at virksomhederne må sige nej til ordrer.

DI-rundspørgen viser, at hver fjerde virksomhed har sagt nej til ordrer på grund af mangel på medarbejdere.

»Det er en medarbejderkrise, som lige om lidt bliver til en økonomisk krise for landet, fordi virksomhederne mister indtjening. Jeg er ked af at sige det, men der er ikke folk til de ting, som vi f.eks. allerede har besluttet med grøn omstilling, og lige om lidt er der heller ikke økonomi til det,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Han afviser, at økonomisk afmatning som følge af krigen i Ukraine og den høje inflation vil løse virksomhedernes problemer med at finde folk.

»Førhen var der dem, der stak hovedet i jorden og påstod, at problemet ikke fandtes. Det er til at tage sig til hovedet over, hvis devisen nu bliver, at det hele løser sig selv lige om lidt, fordi vi får recession. Det gør det ikke, for vi står med et problem, der også er strukturelt, og der må handling til,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Det er især faglærte, som virksomhederne leder forgæves efter, og medarbejdermanglen er særligt udtalt inden for byggeri og anlæg, inden for træ- og papirindustri og trykkerier samt i branchegruppen: rejseselskaber, rengøring og såkaldt anden operationel service.

I en anden spørgeundersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation foretaget blandt 1.186 private ledere peger 27,8 pct. på, at mangel på medarbejdere er den absolut største trussel for deres virksomhed i resten af 2022.

Sammenlignet med en tilsvarende måling for et halvt år siden er trusselsbilledet imidlertid langt mere sammensat og mangeartet.

Dengang pegede lederne mere entydigt på manglen på arbejdskraft og materialer som de største trusler. Nu er nye problemer kommet til i form af frygt for recession og høj inflation.

Det gør imidlertid bare manglen på medarbejdere til en mere kompleks udfordring, siger cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation Niklas Praefke. Han kalder det en »absurd situation« at være leder i.

»Lige nu er det stort set umuligt at skaffe de hænder, der er efterspørgsel til, og samtidig er der snak om krise. Man forsøger at hive så mange medarbejdere ind som muligt, men det skaber selvfølgelig den bekymring, at man risikerer at have for mange, hvis der om et halvt eller helt år ikke er samme efterspørgsel,« siger han.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar til virksomhedernes udfordring fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der holder ferie.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) udgav for nylig sin seneste rekrutteringsanalyse, som omfatter det samlede arbejdsmarked. Heraf fremgår det, at både virksomhederne og de offentlige arbejdsgivere søger forgæves efter medarbejdere inden for en række fagområder.

I alt var 29 pct. af rekrutteringsforsøgene ifølge STAR forgæves i perioden september 2021 til februar 2022. Målt i antal svarer det til 135.000 forgæves rekrutteringer i perioden.

Værst ser det ifølge STAR ud, når det kommer til at besætte ledige stillinger som sygeplejerske, elektriker og social- og sundhedshjælper. Her ender mere end 40 pct. af rekrutteringsforsøgene forgæves.

Senest har et bredt flertal på Christiansborg indgået en ny aftale om at sænke den såkaldte beløbsgrænse til fra 448.000 kr til 375.000 kr. Det er det beløb, som danske arbejdsgivere som minimum skal betale udenlandske arbejdere fra lande uden for EU årligt, for at arbejderne har ret til at arbejde og opholde sig i Danmark.

Den nye beløbsgrænse kommer til at gælde fra den 1. december i år og foreløbig tre år frem. Dog kan ordningen maksimalt bruges af 15.000 udenlandske arbejdere, ligesom der ikke vil blive givet nye opholdstilladelser, hvis bruttoledigheden herhjemme overstiger 3,75 pct. Derfor er det endnu uvist, hvor stor betydning aftalen vil få for virksomhedernes udfordringer at skaffe den nødvendige arbejdskraft.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.