Fortsæt til indhold

Kæmpe sejr for Messerschmidt: Frifundet

Der lød jubelbrøl i retssalen, da Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt blev frifundet. Anklagemyndigheden overvejer at anke.

Morten Messerschmidt møder journalisterne foran Retten på Frederiksberg efter at være blevet frifundet for både svindel og dokumentfalsk. Foto: Martin Sylvest
Politik

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt er frifundet for dokumentfalsk og svig med EU-støttemidler i den såkaldte Meld-sag.

Dommen er netop blevet læst op i Retten på Frederiksberg, hvor straffesagen har kørt den seneste måned, og afgørelsen udløste omgående jubelbrøl i salen.

Sagen har været undervejs i mere end syv år, og vil – hvis anklagemyndigheden anker frifindelsen til landsretten – kunne trække endnu længere ud.

Anklageskriftet drejede sig om mulig uberettiget udbetaling af 98.835 kr. i EU-støttemidler til en konference, som skulle holdes i tilknytning til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015. Penge, som ifølge anklagemyndigheden, alene gik til at betale for et almindeligt DF-sommergruppemøde på Color Hotel Skagen.

Men der er ikke ført tilstrækkeligt bevis for anklagerne. En enig byret lægger til grund, at der fandt en »mere koncentreret drøftelse af europapolitiske emner« sted på sommergruppemødet.

Desuden når retten frem til, at Morten Messerschmidt ikke har »afgivet eller foranlediget«, at der over for det europæiske parti Meld »blev afgivet urigtige eller vildledende oplysninger med fortsæt til at opnå uberettiget udbetaling af støtte fra Meld.«

Dermed kunne den 42-årige politiker forlade retsbygningen på Frederiksberg som en renset mand – tydeligt rørt og lettet:

»Det betyder rigtig meget, fordi det er en sag, som har kastet lange skygger over Dansk Folkeparti og mig selvfølgelig som politiker igenne nu syv år og et par måneder. At kunne lægge det bag sig er selvfølgelig rigtig godt,« sagde Messerschmidt.

Sagen er dog ikke nødvendigvis helt afsluttet endnu.

Anklager Rasmus Maar Hansen vil nu nærlæse dommen og tage stilling til, om den skal ankes.

»Jeg kan ikke afvise noget endnu. Det er en dom på 28 sider, og sådan en beslutning skal ske på et helt korrekt grundlag,« siger han.

Anklagemyndigheden var gået efter en straf på mindst seks måneds betinget fængsel, mens Messerschmidt krævede fuld frifindelse.

Anklager Rasmus Maar Hansen har endnu ikke taget stilling til, om frifindelsen skal ankes til landsretten. Har var gået efter en dom på mindst seks måneders betinget fængsel. Foto: Martin Sylvest

Første dom blev annulleret

Det er anden gang, at en domstol har taget stilling til sagen om det famøse DF-sommergruppemøde i Skagen, men med to vidt forskellige resultater.

I august 2021 idømte en enig domsmandsret i Retten i Lyngby Messerschmidt seks måneders betinget fængsel, men dén dom blev slettet igen, og sagen skulle gå om, fordi dommeren kunne opfattes som inhabil pga. en række DF-kritiske optrædener på Facebook.

Messerschmidt fik dermed en ny chance for en frifindelse og kunne stille op til formandsvalget i sit parti uden en fængselsdom i bagagen.

Medlemmerne valgte ham med et overvældende flertal over de to andre kandidater, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, ved afstemningen i januar 2022.

Siden da har DF taget nogle gevaldige tæsk i form af stribevis af afhoppere til Danmarksdemokraterne og en tilbagegang fra 16 til 5 mandater ved folketingsvalget i år.

Ny forklaring og en hemmelig lydfil

Ved den første retssag forklarede Peter Skaarup – daværende gruppeformand for Dansk Folkeparti – at der ikke var nogen EU-konference på sommergruppemødet i 2015.

Den udlægning har Skaarup holdt fast i under den nye retssag, men til gengæld har Messerschmidt ændret sin forklaring og sagt, at det faktisk var Peter Skaarups idé, at der skulle afvikles et EU-seminar.

Messerschmidts forsvar har tilmed fremlagt en lydfil fra sommergruppemødet i 2015, hvor man hører Messerschmidt omtale, at der havde fundet et sådant EU-seminar sted den foregående dag.

Nu har retten talt på ny, og Messerschmidt er blevet frifundet.

Staten skal betale sagens omkostninger.

Foran retten lagde Messerschmidt ikke skjul på, at den langstrakte proces også har skabt interne konflikter i Dansk Folkeparti og »skilt fårene fra bukkene«. Han ønskede dog ikke at sætte navne på, hvem han anklagede.

»Det har jeg ikke lyst til, men jeg er sikker på, at folk derhjemme godt ved, hvis de har horn i panden.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Retten på Frederiksberg
Morten Messerschmidt