Ny EU-kommissær rejser tvivl om tysk vejskat
Violeta Bulc er tilsyneladende ikke så åben for ideen som sin forgænger.
Tyskland skal ikke bare forvente, at planerne om at indføre en vejskat for personbiler på tyske motorveje, uden videre kører igennem EU-systemet.
Det oplyser en talsmand for den nye EU-kommissær for trafik, Violeta Bulc fra Slovenien, til flere tyske medier.
Den tyske trafikminister Alexander Dobrindt (CSU) meddelte for en uge siden, at han vil fremlægge et forslag om en tysk vejskat på personbiler og autocampere. Vejskatten skal i princippet betales for at køre på de 52.000 kilometer motorveje og statsveje.
Men reelt er det kun udenlandske bilister, der skal betale. De tyske bilister vil nemlig få en tilsvarende modregning i deres vægtafgift.
Alexander Dobrindt har både internt i Tyskland og fra nabolandene Østrig, Holland og Danmark fået kraftig kritik for planerne. I første omgang lagde han op til, at vejskatten skulle betales for alle tyske veje.
Derfor justerede trafikministeren sit forslag, så det kun omfattede motorveje og statsveje. Samtidig skal kontrollen ske elektronisk, så bilisterne slipper for at sætte en mærkat i forruden. Yderligere er der i det ændrede forslag lagt op til, at kontrollen kun skal omfatte motorvejsnettet.
På baggrund af kontakt til EU's nu forhenværende trafikkommissær Siim Kallas fra Estland har den tyske trafikminister haft en forventning om, at det ændrede forslag om en vejskat ville blive accepteret i EU.
Men det er der nu rejst tvivl om, efter at Violeta Bulc overtog kommissærposten 1. november. Kritikerne har hele tiden peget på, at vejskatten kunne opfattes som diskriminerende over for udenlandske bilister, fordi de tyske bilister vil få fuld kompensation for udgiften.
»I bund og grund handler det om, at udenlandske bilister skal betale en afgift, som de tyske bilister ikke skal betale,« som Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i bilistorganisatioenen FDM's politisk-økonomiske sekretariat, tidligere har udtrykt det over for Finans Live.
Og det er tilsyneladende de samme overvejelser, Violeta Bulc gør sig.
»Vi vil gerne præcisere, at der måske ikke er dækning for de forventninger, som Alexander Dobrindt måtte have fået efter samtaler med Siim Kallas,« hedder det nu fra en talsmand for EU-Kommissionen.



