Venstre: "Hver gang vi betaler for IC4, går det galt"
Endnu en millionregning venter i forsøget på at få IC4-togene ud at køre.
Venstres Kristian Pihl Lorentzen kalder kvalerne omkring IC4 - altså om man skal blive ved med at kaste penge efter det italiensk designede tog eller helt skrotte det og dermed stå tilbage med en milliardregning - for et valg mellem pest eller kolera.
- Jeg har svært ved at blive positiv og begejstret, når det handler om IC4. Det er pest eller kolera, og jeg er som udgangspunkt skeptisk over for at blive ved med at poste penge i IC4, for det har vi prøvet adskillige gange før, og hver gang er det gået galt, og der er opstået nye problemer, siger han.
Ifølge Ritzaus oplysninger anslås det i rapporten, at det vil koste i nærheden af 150 millioner kroner at udbedre selve materiellet i IC4-togene. Hvis man investerer de penge, vil 74 af togsættene kunne køre i 2019. Men det beløb omfatter ikke andre omkostninger til eksempelvis lønninger.
Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, siger:
- Schweizerne anbefaler at fortsætte, fordi man er nået så langt i processen, at det vil være fuldstændig håbløst at gå tilbage nu, og fordi de mener, at DSB har gang i noget fornuftigt nu.
Ritzau