Næste år koster det op til 1.000 kr. at køre i Tyskland
Den tyske forbundsregering har fredag vedtaget at indføre vejskat, der kun rammer udenlandske bilister.
Fra 2016 skal der betales vejskat for at køre i Tyskland. Det har den tyske forbundsregering netop besluttet fredag, og derfor får den tyske trafikminister Alexander Dobrindt (CSU) sin vilje, selv om flere nabolande - bl.a. Danmark - har protesteret.
Det er endnu ikke besluttet, hvornår i 2016 vejskatten træder i kraft. Læs om beslutningen hos Frankfurter Allgemeine og Hamburger Abendblatt.
Vi mener stadig, at der er tale om en system, der udelukkende har til formål at få udenlandske bilister til at betale for at køre på de tyske veje.Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM
Prisen for at køre på de tyske motorveje, kommer til at afhænge af bilens brændstofforbrug. Tariffen knyttes sammen med den såkaldte EU-norm, men vejskatten rammer kun udenlandske bilister, fordi de tyske bilister slipper tilsvarende billigere i vægtafgift.
Det har tidligere fået den danske bilistorganisation FDM til at protestere sammen med bl.a. Holland og Østrig, og den tyske beslutning får også i dag hård kritik med på vejen.
»Vi mener stadig, at der er tale om en system, der udelukkende har til formål at få udenlandske bilister til at betale for at køre på de tyske veje. Men udenlandske bilister har jo overhovedet ingen indflydelse på, om vejskatten også bruges til at vedligeholde og forbedre infrastrukturen, eller om pengene bruges til noget helt andet,« lyder det fra Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i FDM's politisk-økonomiske sekretariat.
Samtidig mener han, at der er tale om et overskueligt system, hvor bilisterne let kan komme til at betale for meget.
»Tyskerne har godt styr på de tyskproducerede bilers EU-norm for brændstofforbrug. Men i det danske motorregister er oplysninger om EU-normen først kommet med inden for de seneste år. Så vi frygter lidt, at udenlandske bilister lidt tilfældigt kan blive placeret i en betalingsklasse, så de kommer til at betale for meget. Samtidig ved vi heller ikke, hvordan tyskerne vil føre kontrol med systemet,« siger Torben Lund Kudsk.
Han erkender, at slaget om den tyske vejskat umiddelbart ser ud til at være tabt.
»Men krigen er ikke tabt, og nu vil vi sammen med samarbejdspartnere i bl.a. Holland og Østrig forsøge at påvirke EU-systemet. Vi frygter, at den tyske vejskat vil åbne op for et kapløb om kørselsafgifter, fordi andre lande vil gøre som Tyskland. Det vil gå ud over mobiliteten, og samtidig mener vi, at bilisterne i forvejen betaler rigeligt til vedligeholdelse af vejene. Stort set alle lande har jo indført afgifter på brændstoffet,« siger Torben Lund Kudsk.
I det oprindelige udspil fra Alexander Dobrindt var der lagt op til, at der skulle betales for at køre på alle de tyske statsveje, men af hensyn til beboerne og trafikken i grænseområderne vil der i disse områder være en frizone uden betaling.
I praksis kommer de udenlandske bilister til at betale for at benytte motorvejene.
De tyske bilister skal købe et årskort, mens udenlandske bilister får mulighed for at vælge mellem årskort, to-måneders kort og 10-dages kort.
Der er lagt op til, at et 10-dages kort skal koste 5, 10 eller 15 euro alt efter bilens brændstofforbrug, mens to-måneders kortet skal koste 16, 22 eller 30 euro. Et årskort er anslået til en gennemsnitspris på 74 euro - dog med en maksimumpris på 130 euro.
Motorcykler vil være fritaget for vejskatten. Det samme gælder bl.al. tjenestebiler fra politi, forsvar og beredskab.
»De bilister, der benytter de tyske motorveje som transitveje til andre destinationer i Europa, skal være med til at betale. Det er et udtryk for at behandle alle ens. Med vejskatten sørger for vi retfærdighed, når det gælder betaling til vores vejsystemer,« lyder det fra Alexander Dobrindt.
Han mener, at man med beslutningen har foretaget et systemskifte i retning af brugerbetaling på de tyske fjernveje. Vejskatten skal ifølge ministeren indbringe op mod 500 mio. euro om året, men den tyske opposition har anslået, at vejskatten kun vil indbringe omkring 140 mio. euro. Blandt andet fordi der vil være store udgifter til systemet.
Vejskatten skal betales for cirka 13.000 km motorveje og 40.000 statsveje. EU-systemet kan dog stadig spænde ben for vejskatten, da der skal tages stilling til, om vejskatten virker diskriminerende over for udenlandske bilister.
»Men hvis EU for alvor ville have stoppet vejskatten, var det nok sket. Vi sidder lidt med en fornemmelse af, at EU-Kommissionen egentlig har det fint med, at Tyskland nu indfører en vejskat. Så kan andre lande følge efter, mens EU-Kommissionen på længere sig måske kan have et ønske om fælles regler for at rydde op i systemet,« siger Torben Lund Kudsk.






