Privatøkonomi

Boligrenterne fortsætter historisk dyk

Udsigt til negative renter på de mest populære flekslån ved den kommende auktion.

Boligejere med flekslån har udsigt til endnu lavere renter. Arkivfoto: Jens Dresling

I denne uge passerede F5-renten en milepæl. Den blev negativ, og dagen før den store decemberauktion er den stadig i negativt territorium. Renten er minus 0,02 pct.

Tilbageførslen af den negative rente sker i form af et ekstraordinært afdrag hos BRFkredit. I de øvrige institutter er renten stadig positiv, men det skyldes udelukkende, at de beregner sig kursskæring allerede ved udbetalingen. Den rå F5-rente er negativ. Så får man den i hus under auktionen, er man altså sikker på at have negativ rente i mindst fem år.

Også de øvrige flekslån er nede i rekordlave niveauer. I BRFkredit er renten på et F1/F2-lån nede i - 0,60 pct. Det betyder, at man får 6.000 kr. i ekstraordinært afdrag for hvert lånte million. Et F3-lån kan fås til en rente på - 0,47 pct.

I Realkredit Danmark er renten på F3-lån - 0,34 pct.

Der skal refinansieres flekslån i danske kroner for ca. 90 mia. kr. Nykredit starter fredag, og de øvrige selskaber følger efter i næste uge. Der er tale om en stor auktion. Store auktioner kan presse kurserne lidt ned og dermed renterne op. Men der er ingen grund til at frygte, at der vil mangle købere af obligationerne, fastslår Danske Banks chefstrateg, Tine Choi.

»Umiddelbart bliver obligationerne ikke svære at sælge, selv om renten er negativ. Den Europæiske Centralbank, ECB, har efterhånden støvsuget markedet for statsobligationer. Det skyldes ikke mindst, at tyskerne slet ikke udsteder nye. Og når der ikke er mere at købe, skubbes investorerne over til bl.a. Danmark,« siger Tine Choi.

De danske realkreditobligationer nyder godt af, at både Danmark og realkreditinstitutterne har høj kreditrating. Samtidig er der udbredt tillid til dansk økonomi.

I Nykredit forventer man negative renter for flere af sine flekslån.

»Auktionerne kan byde på nye rekorder, og vi forventer en kontantlånsrente på F1 i omegnen af -0,25 pct. og en F3-rente på omkring -0,20 pct.,« siger chefanalytiker i Nykredit Jeppe Borre.

De hidtidige auktionsrekorder, som stammer fra august, lyder på henholdsvis -0,23 og -0,16 pct..

I næste uge kommer F5-obligationerne på auktion, og her forventer Nykredit lidt konservativt en rente i omegnen af 0,25 pct. Boligejere med F5-lån vil opleve den klart største renteforskel, eftersom de har siddet med en rente på 1,20 pct. i de seneste fem år.

Det er ikke kun flekslånene, der er presset ned i rente. Den toneangivende 30-årige 2 pct. obligation med afdrag har rundet kurs 99. Og 2 pct. lånet uden afdrag ligger aktuelt i en kurs over 98.

BRANCHENYT
Læs også