Privatøkonomi

Uopmærksom leasing-kunde skal betale 5.300 kr.

Sæt dig godt ind i vilkårene, når du indgår en leasing-aftale.

I en årrække har leasing udgjort en stadig større del af det samlede bilsalg. Foto: Martin Lehmann

Det er ikke nok at betale for en leaset bil. Der kan også følge pligter om service og vedligehold med.

Det må en forbruger sande efter at have tabt sin sag i Pengeinstitutankenævnet, fordi forbrugeren ikke havde overholdt sin del af aftalen med det finansieringsselskab, som bilen blev leaset af.

Det kostede forbrugeren 5.300 kr., at hun ikke sendte bilen til serviceeftersyn, selvom det stod i service- og vedligeholdelsesaftalen.

»Forbrugerne kan undgå ubehagelige overraskelser ved at sætte sig ind i aftalevilkårene, hver gang de indgår en aftale. Så ved de, hvilke forpligtelser de og selskabet hver især har,« siger souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann, i en pressemeddelelse.

Leasing af biler til private har aldrig været mere populært herhjemme. I en årrække har leasing udgjort en stadig større del af det samlede bilsalg.

I den konkrete sag fra Pengeinstitutankenævnet indgik forbrugeren en etårig kontrakt med et finansieringsselskab om at lease en bil. To gange efterfølgende indgik hun en ny etårig kontrakt om at lease den samme bil.

Som en del af leasingaftalen skulle hun sørge for at sende bilen til eftersyn, inden den blev tilbageleveret til finansieringsselskabet. Det fremgik af aftalen, og hun blev også mindet om det i en mail fra finansieringsselskabet, hver gang hun skulle underskrive en ny kontrakt om at forlænge leasingperioden.

Det gjorde hun imidlertid ikke.

Så da bilens generator i den tredje kontraktperiode gik i stykker, blev forbrugeren opkrævet en regning fra finansieringsselskabet på 5.300 kr. til reparation, fordi hun havde undladt at sende bilen til eftersyn.

»Vores råd til forbrugere, der indgår aftale om leasing eller leje af et produkt, er, at de sætter sig ind i, hvilke pligter de selv har, for eksempel i forhold til vedligeholdelse af produktet. Er der noget i aftalevilkårene, de ikke forstår, er det en god idé at spørge selskabet,« siger Susanne Aamann fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Du kan læse afgørelsen fra Pengeinstitutankenævnet her.

Læs også