Privatøkonomi

Leasing-kunder kan slippe udenom uventet regning

Men kun hvis de skriver under på den rette type leasing-kontrakt.

Bilmarkedet herhjemme har den seneste tid ændret sig markant. Foto: Martin Lehmann

Danske bilkunder kan stadig lease deres bil uden at frygte for, at den månedlige ydelse pludselig stiger.

I hvert fald hvis de sørger for at skrive under på den rette leasing-kontrakt.

For lidt over en uge siden advarede FDM om, at et nyt politisk indgreb kan føre til en uventet regning for danskere, der leaser deres bil.

Indgrebet betyder nemlig, at leasingbiler fremover skal have genberegnet deres registreringsafgift efter fire måneder og dermed registreringsafgiften for den resterende periode i leasingkontrakten.

Det kan koste leasingselskaberne en efterregning, som nogle af dem formentlig vil forsøge at sende videre til forbrugerne, lød advarslen fra FDM.

Men nu er brancheorganisationen Finans og Leasing og FDM blevet enige om, at forbrugere ikke kan blive ramt af prisstigninger i leasing-perioden som følge af det nye politiske indgreb.

Dog kun hvis de gør brug af FDM's og Finans og Leasings føles standardkontrakt, som langt de fleste leasingselskaber herhjemme benytter.

»Uanset om genberegningen fører til en højere registreringsafgift for leasingselskabet, kan det ikke føre til en højere leasingydelse under privatleasingaftalen, der er indgået mellem FDM og Finans og Leasing - i daglig tale kaldet ’FDM-aftalen’,« udtaler Christian Brandt, direktør i Finans og Leasing, i en pressemeddelelse.

Allerede ved kontraktindgåelsen mellem leasingselskabet og kunden må leasingselskabet fastsætte ydelsen for hele leasingperioden og heri indregne et evt. tillæg for en forventet efterregning som følge af genberegningen af registreringsafgiften.

Risikoen for genberegningen er altså leasingselskabets - ikke kundens.

»Trygheden og overblikket over udgifterne i leasingperioden er helt afgørende, når forbrugerne privatleaser biler,« udtaler afdelingschef i FDM's juridiske rådgivning, Lennart Fogh.

Det nye lovindgreb, som politikerne på Christiansborg har vedtaget, og hvis formål er at sætte en stopper for huller på markedet for leasingbiler, betyder, at beregningen af registreringsafgiften skal tage udgangspunkt i bilens reelle værdi på markedet.

Men da leasingselskaber ifølge FDM ofte i første omgang indregistrerer bilen til en langt lavere pris, end den reelt er værd, risikerer selskaberne altså en efterregning, når registreringsafgiften skal genberegnes.

Skriver man som forbruger under på en standardkontrakt (FDM-aftalen), er man sikker på, at prisen for at lease sin bil ikke kan stige på grund af genberegningen.

Læs også