Privatøkonomi

Boligrenterne stiger: Derfor er det en fordel for dig

Der er nu frit valg på alle lånehylder.

Der er frit valg på alle lånehylder for boligejerne, men det er ikke uden risiko at vælge lån med den laveste rente. Arkivfoto: Søren Schnoor

Boligrenterne stiger op til jul, men det er der ingen grund til græde over. Tværtimod giver det boligejere optimale muligheder for at vælge det helt rigtige boliglån.

30-årige lån er fortsat de dominerende, og vil man have lån med fast rente, er der nu to gode muligheder. 2 pct. lånet ligger i en kurs lige over 99. 1,5 pct. lånet er også i en fornuftig kurs lige over 95.

Det er optimalt for boligejere, for det betyder, at man kan vælge et lån og stort set slippe for kurstab eller et historisk billigt lån, der godt nok giver et større kurstab, men også bedre konverteringsmuligheder.

Disse 30 årige lån kan man få tilbud i nu (lånstørrelse: 1 mio. kr.):

Låntype Kurs Årlig ydelse efter skat
2,0% med afdrag 99,3 45.778
1,5% med afdrag 95,2 46.034
2,0% uden afdrag 97,9 23.264

Kilde: Realkredit Danmark

Er man til afdragsfrihed, kan man vælge et 2 pct. lån til en kurs omkring 98.

I Realkredit Danmark anbefaler man kunderne at vælge de lån, der ligger tættest på kurs 100. Risikoen for indlåsning i de nye obligationsserier er fortsat stor.

»Man skal passe på med at optage lån i de nyåbnede serier som 1,5 pct. 30 år og for den sags skyld det 20-årige 1 pct. -lån, som er åbnet i nogle realkreditinstitutter. Det skyldes risikoen for lav likviditet i serierne og dermed en betydelig risiko for indlåsningseffekt for låntagerne. Det betyder, at man ikke er sikker på at have en særlig god beskyttelse af ens friværdi i boligen, hvis renten før eller siden stiger og presser boligpriserne ned,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Realkredit Danmark har  i øjeblikket udstedt lån for 122 mio. kr. i det 30-årige 1,5 pct.-lån. Til sammenligning har 2 pct. lånet rundet 6,8  mia. kr.

»Med mindre renterne i den kommende tid vender snuden lidt nedad igen, er det vores umiddelbare vurdering, at hverken det 20-årige 1 pct.-lån eller det 30-årige 1,5 pct.-lån vil komme til at opnå en god likviditet over tid. Vi fastholder dermed også vores klare anbefaling af det 30-årige 2 pct.- og det 20-årige 1,5 pct.-lån,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

2 pct. lånet med afdrag har længe ligget og svinget omkring kurs 100. Så snart det kommer over, kan realkreditinstitutterne ikke længere udstede tilbud i det. Af samme grund har man i Nordea Kredit besluttet automatisk at sende to lånetilbud afsted, når der er mulighed for det.

Et lånetilbud er bindende for realkreditinstituttet, så runder kursen 100, kan man stadig hjemtage lånet og score en kursgevinst.

Totalkredit og BRFkredit har netop lanceret et 20-årigt 1 pct. lån. Det skyldes, at 1,5 pct. lånet i en periode har ligget meget tæt på kurs 100. Kursen er nu omkring 99, og dermed har boligejerne et meget attraktivt 20-årigt lån også.

Også renterne på flekslån er svagt stigende, men stadig nede i rekordniveauer. I Realkredit Danmark er renten på et F3-lån således minus 0,23 pct. Renten på F5-lånet er beskedne 0,09.

Læs også