Privatøkonomi
0

Flere penge til pension: Her er de skjulte fordele ved livrenten

En livrente kan slå en ratepension, selv om de løber i samme antal år.

Vi  bliver generelt ældre og ældre, og det har store konsekvenser for, hvilken pensionsopsparing, vi skal vælge.

Man kan få flere penge til sin alderdom, hvis man vælger en livrente frem for en ratepension. Reglerne er netop ændret, så man må trække udbetalingen af sin ratepension helt op til 30 år. Men selv hvis man kun får brug for pengene indenfor de 30 år, får man mere ud af en livrente, viser en beregning, som Danica har foretaget.

»Det er formentlig overraskende for mange, at man kan få mere udbetalt om måneden ved en livrente end ved en ratepension over 30 år. Men livrenten er et bedre valg,« siger seniorøkonom i Danica, Mads Moberg Reumert.

Fordelen bliver naturligvis endnu større, hvis man lever ud over de 30 år, for derefter stopper udbetalingerne på ratepensionen, mens de fortsætter på livrenten.

Sådan bliver konsekvenserne, hvis man opretter en ny pension og indbetaler 1 mio. kr. Pengene kommer til udbetaling i 30 år:

Topskatteyder med modregning af pensionisttilæg ved udbetaling:

 30-årig ratepensionLivsvarig livrenteGevinst
Årlig livsvarig udbetaling fra anden pensionsopsparing500.000500.0000
Udbetaling fra pensionsopsparing på 1 mio.53.40069.90016.400
Folkepension74.80074.8000
Indkomst før skat628.300644.70016.400
Indkomstskat-240.700-249.400-8.700
Indkomst efter skat387.600395.3007.700

Det er forudsat, at der er en pensionsordning ved siden af, der giver 500.000 kr. om året i årlig udbetaling. Beløbet er sat så højt for at vise effekten af at skulle betale topskat. Kilde: Danica

Bundskatteyder og ingen modregning af pensionstillæg ved udbetaling:

 30-årig ratepensionLivsvarig livrenteGevinst
Årlig livsvarig udbetaling fra anden pensionsopsparing000
Udbetaling fra pensionsopsparing på 1 mio.53.40069.90016.400
Folkepension155.600155.6000
Indkomst før skat209.000225.50016.400
Indkomstskat-61.900-68.200-6.200
Indkomst efter skat147.100157.30010.200

Bundskatteyder med modregning af pensionstillæg ved udbetaling:

 30-årig ratepensionLivsvarig livrenteGevinst
Årlig livsvarig udbetaling fra anden pensionsopsparing100.000100.0000
Udbetaling fra pensionsopsparing på 1 mio. kr.53.40069.90016.400
Folkepension130.200125.100-5.100
Indkomst før skat283.600295.00011.400
Indkomstskat-90.300-94.600-4.300
Indkomst efter skat193.300200.4007.000

Det er forudsat, at der er en pensionsordning ved siden af, der giver 100.000 kr. om året i årlig udbetaling. Beløbet er sat så højt for at vise effekten af modregningen af pensionstillæget. Kilde: Danica

En bundskatteyder, der er omfattet af modregningen af pensionstillægget, kan årligt få 7.000 kr. mere efter skat ved at benytte en livrente. Uden modregning er gevinsten 10.200 kr. efter skat. En topskatteyder får en gevinst på 7.700 kr.

»For mange danskere kan det formentlig give tryghed at være sikker på, at der er penge nok til hele livet, også hvis man lever meget længe. Og samtidig at ens efterladte får penge i tilfælde af ens død,« mener Mads Moberg Reumert.

En ratepension har den ulempe, at den stopper på et tidspunkt. Det indebærer, at man i de sidste år af ens liv risikerer at skulle leve for langt færre penge end tidligere i pensionstilværelsen.

Den umiddelbare fordel ved ratepensionen er, at man er sikret, at hele opsparingen enten bliver udbetalt til sig selv eller til de efterladte. Hvis man eksempelvis dør efter et år som pensionist, tilfalder resten af opsparingen de efterladte. Det sker ikke automatisk ved en livrente.

Men ved en livrente kan man tegne en garanti, der indebærer, at de efterladte også får midler i tilfælde af død. Dog får de efterladte lidt mindre end ved en ratepension. Eksempelvis vil en pensionsopsparing på 1 mio. kr. som 67-årig give en årlig bruttoudbetaling på cirka 53.400 kr. ved en 30-årig ratepension mod cirka 69.900 kr. ved en livrente uden garanti og 62.500 kr. ved en livrente med garanti.

»Man skal med andre ord spare op mod 30 pct. mere op på en ratepension for at få det samme udbetalt årligt som fra en livrente,« siger Mads Moberg Reumert.

At man får en gevinst ved at spare op og få udbetalingen via en livrente, skyldes dens specielle konstruktion. I princippet tilgodeser den dem, der bliver ældst, men alle får det samme udbetalt, så længe de lever.

»Det afgørende er, at alle får tryghed for deres indkomst hele livet, uanset hvor længe livet varer,« siger Mads Moberg Reumert.

BRANCHENYT
Læs også