Her er unges genvej til udbetaling på drømmeboligen
Der er muligheder for at få finansieret sin drømmebolig, selvom man er studerende.
Et SU-lån kan både være eneste og billigste vej til at få råd til drømmehuset i en af de store byer.
Kravet om at man skal have 5 pct. i udbetaling kan fraviges, hvis der er tale om unge studerende, der har udsigt til at få en høj indkomst, når de er færdige. Men det er en dyr løsning.
»Det er ikke alle unge mennesker, der har mulighed for at få et lån hos forældrene til udbetalingen på de 5 pct. En ærgerlig konsekvens ved de nye udbetalingsregler er derfor, at unge med velhavende forældre stilles bedre på boligmarkedet end unge fra mere jævne kår,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
Siden 1. november 2015 har boligkøberne skulle lægge 5 pct. i udbetaling ved boligkøb. Men banker og realkreditinstitutter kan fravige udbetalingskravet, hvis der er tale om »yngre boligkøbere, hvis historiske indkomstgrundlag ikke har givet mulighed for opsparing, men som nu har en højere, fast indkomst,« som det hedder i bekendtgørelsen.
I det tilfælde er det dog en forudsætning, at de unge har et højt rådighedsbeløb, der ligger væsentligt over instituttets minimumskrav - typisk 8.500 kr. om måneden for to voksne - og at der løbende afdrages på gælden, så boligejeren indenfor to til tre år har nedbragt sin gæld til maksimalt 95 pct. af ejendommens værdi.
Kan man skaffe til udbetalingen selv via et lån hos forældrene eller et SU-lån, er kravene til det månedlige rådighedsbeløb ikke nær så høje.
Her er mulighederne for at finansiere udbetalingen på en bolig til 3-4 mio. kr.:
| Samlet tilbagebetaling | Månedlig ydelse efter skat | Krav til rådighedsbeløb | |
|---|---|---|---|
| SU-lån, 15 år | 195.000 kr. | 1.080 kr. | Rådighedsbeløb, ca. 8.500 kr. for to voksne |
| Tillægslån i forældrenes bolig, F3-lån 15 år | 214.000 kr. | 1.190 kr. | Rådighedsbeløb, ca. 8.500 kr. for to voksne |
| Top-lån i banken, 3 år og 11 måneder | 226.000 kr. | 4.720 kr. | Stort rådighedsbeløb |
Kilde: Nordea Kredit
Hvis man køber bolig til 3,5 mio. kr. kræver det en udbetaling på 175.000 kr. Dertil kommer udgifter til tinglysning af skødet, advokat, flyttemand og evt. ejerskifteforsikring mv. Så de 187.000 kr. er ikke helt nok.
»Men det er tæt på, og de unge mennesker vil stå betragteligt bedre, end hvis de ikke har pengene. Samtidigt skal de have en god løn, for at blive kreditgodkendt til at låne så stort et beløb,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Der er ingen tvivl om, at SU-lånet er den billigste løsning, mener hun. Der er ingen gebyrer, bidrags- eller administrationsudgifter forbundet med et SU-lån og samtidig er renten lav. Det kan et lån i hverken bank eller realkreditinstitut hamle op med.
Ulempen ved at vælge SU-modellen til de 5 pct. i udbetaling er, at det både kræver, at man er forudseende, og at man har en stor selvdisciplin. De unge skal således være sikre på, at de ønsker at købe en ejerbolig allerede, når de starter på universitetet, og de skal være disciplinerede nok til ikke at røre pengene undervejs på studiet.
Nyuddannede kan altså undtages fra 5 pct.-udbetalingsbestemmelsen, men det er ikke nødvendigvis den bedste genvej til et boligkøb. I det tilfælde vil de unge mennesker nemlig få et top-lån på de yderste 5 pct. af købesummen, der ifølge bekendtgørelsen skal afdrages over »maksimalt 2-3 år.«
Hvis banken således strækker lovgivningen til det yderste, betyder det, at lånet skal være afviklet, inden der er gået fire år, dvs. over maksimalt tre år og 11 måneder. Er der tale om en dyr bolig til f.eks. 3-4 mio. kr. vil de nyuddannede altså skulle afdrage 150.000-200.000 kr. på maksimalt tre år og 11 måneder.
»Det er rigtigt mange penge, og oven i købet til en høj rente, da der ikke er særlig god sikkerhed for lånet som følge af den høje belåningsgrad,« siger Lise Nytoft Bergmann.
I regneeksemplet vil det medføre en månedlig ydelse på top-lånet alene på 4.000-5.000 kr. efter skat.

