Privatøkonomi

Brugte biler har fejl for 3.000 kr. - i gennemsnit

Er du på vej til brugtvognsmarkedet, skal du se dig for. En ny undersøgelse fra FDM viser, at usete fejl kan give ekstraregning på flere tusinde kroner.

Skinnet kan let bedrage, når du kigger på brugte biler. Foto: Morten Langkilde

Det er langt fra alle brugte biler, der er i lige så god stand, som de giver indtryk af. Det skriver FDM.

En ny undersøgelse fra FDM viser, at brugte biler i gennemsnit har fejl for 3.061 kr.

FDM har undersøgt mere end 2.000 brugte biler af modellerne Ford Focus, Ford Mondeo, Skoda Fabia, Toyota Avensis og VW Golf.

De godt 3.000 kr. er vel og mærke kun gennemsnittet, understreger leder af FDM's tekniske rådgivning, Lotte Otto.

»Gennemsnitsprisen er beregnet ud fra værkstedspriser i den absolut lave ende af markedet. Kører man på et mærkeværksted, kan det nemt blive meget dyrere. For en af de fem bilmodeller indhentede vi priserne for samme reparationer på et mærkeværksted. Det betød, at prisen steg med knap 3.200 kroner til 7.273 kroner,« siger Lone Otto.

Ifølge FDM er der derfor tale om et konservativt skøn på ekstraregningen.

Af fejltyper er der tale alt fra en pakning, der skal skiftes, til reparationer, som nemt kan løbe op i 10.000 kroner eller mere. Fejl som oliespild og fejlkoder er ikke inkluderet i undersøgelsen.

Fra FDM lyder anbefalingen, at man sikrer sig, at bilforhandleren udbedrer alle alvorlige fejl, inden man skriver under på købet.

»Ligesom man ikke køber et hus uden at få lavet en tilstandsrapport, bør det samme gælde ved køb af brugt bil. For selvom biler i dag er blevet bedre og har færre fejl, er de også blevet dyrere at reparere. Derfor bør man altid få bilen gennemgået hos FDM eller en anden fagmand, så man sikrer sig en uvildig vurdering af bilens stand,« forklarer Lone Otto.

Ifølge FDM bliver der handlet omkring 500.000 brugte biler i Danmark om året.

Undersøgelsens fem bilmodeller havde i gennemsnit 5,5 fejl, mens FDM i gennemsnit finder 6,2 fejl på alle brugte biler. Antallet af fejl stiger med bilens alder.

BRANCHENYT
Læs også