Privatøkonomi
0

Her høvler boligejerne mest gæld af

Boligejere specielt i hovedstaden har fået meget foræret på grund af stigende priser.

Kombination af stigende priser, rekordlave renter og øget lyst til at afdrage har været en helt perfekt kombination for danske boligejere. Arkivfoto: Jens Dresling

Boligejernes økonomi bliver bedre og bedre. På kun to år er gælden faldet markant, og realkreditgælden udgør nu 68 pct. af boligens værdi mod 71 pct. i 2016, viser nye tal fra Nordea Kredit.

Kombinationen af højere priser og øget lyst til at afdrage er forklaringen på den positive udvikling.

»Det er positivt, at boligejernes gældsgrad falder. En høj gæld kan stavnsbinde ejerne og svække dynamikken på både bolig- og arbejdsmarkedet. En lav gæld gør det modsatte. I den situation kan boligejerne nemt flytte, hvis jobbet eller familiesituationen ændrer sig,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Gennemsnitlig belåningsgrad for helårsboliger:

 1. kv.20161. kv. 20171. kv. 2018Forskel fra 2016 til 2018
København by 615856-5
Købh. omegn 615957-4
Nordsjælland 706866-4
Bornholm 767568-8
Østsjælland 706864-6
Vest- og Sydsj.878378-10
Fyn 726969-3
Sydjylland 757372-3
Østjylland 696867-2
Vestjylland 757470-5
Nordjylland 727170-3

Kilde: Nordea Kredit

Tallene fra Nordea Kredit viser, at faldet har været størst i Syd- og Vestsjælland. Det skal forklares med, at mange afdrager på deres lån i i landsdelen, og at Syd- og Vestsjælland er et af de steder, hvor priserne er steget meget de seneste to år. Samtidig er det den landsdel, hvor den gennemsnitlige gældsgrad er højst. Derfor er der ikke så meget gang i tillægslånene, som i andre landsdele.

Overordnet har jyderne og fynboerne højere gæld i forhold til boligens værdi end sjællænderne. Her skylder en gennemsnitlig boligejer omkring 70 pct. af boligens værdi, mens gældsgraden i København er nede på 56-57 pct. og i Øst- og Nordsjælland på hhv. 64 pct. og 66 pct.

»Det kan virke overraskende, at jyderne har større gældsgrad end københavnerne. Men den primære forklaring er, at boligpriserne har haft meget fart på de seneste seks år i og omkring hovedstaden, mens priserne først for alvor er begyndt at stige igen i Jylland udenfor Aarhus de seneste tre år,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Jyderne har således ikke en stor gæld, fordi de har givet den gas med tillægslån, men fordi de ikke er blevet beriget med nær så store prisstigninger.

En høj gældsgrad er ikke det samme som en stor gæld. På et hus til 1 mio. og et realkreditlån på 700.000 kr. vil man f.eks. få en gældsgrad til 70 pct, mens man ved et hus til 2 mio. kr. og et lån på 1,2 mio. kr. vil få en gældsgrad på 60 pct., selvom der i det sidste tilfælde er tale om en meget større gæld.

I Jylland er kvadratmeterprisen lavere end på Sjælland, og derfor vil en gennemsnitlig jyde have et mindre lån end en københavner - også selv om jydernes gældsgrad er højere.

»Gældsgraden behøver derfor ikke sige noget om, hvor hårdt økonomien er spændt, og der kan være boligejere, der ikke kan få et tillægslån, selvom deres friværdi er stor - simpelthen fordi de ikke ville være i stand til at tilbagebetale lånet,« understreger Lise Nytoft Bergmann.

BRANCHENYT
Læs også