Privatøkonomi
0

Her er boliglånet, der slår fast rente af banen

Lån med kortere rentebinding er populære.

De fast forrentede lån har for alvor fået en rennæsance, efter at 2 pct. lånet igen ligger i en høj kurs. Men lånet overhales overraskende af lån med betydeligt kortere rentebinding.

Lån med fem år mellem rentetilpasningerne har nemlig overhalet de fast forrentede lån, viser helt nye udlånstal fra Realkredit Danmark.

Lånene udbydes enten som et almindeligt flekslån eller det nye FlexLife. Den sidste låntype finansieres af de samme obligationer som traditionelle flekslån.

I årets første kvartal står en rentebindingsperiode på fem år alene for små 45 pct. af bruttoudlånet, og det er en større andel end fast forrentede lån, som udgør tæt ved 39 pct.

»Den store ”game changer” har uden tvivl været introduktionen af FlexLife i september. Siden da har vi givet lånetilbud for mere end 10 mia. kr., og i årets første kvartal har FlexLife stået for 20,3  pct. af det samlede bruttoudlån – altså lidt mere end hver femte udbetalte lån,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

FlexLife giver mulighed for afdragsfrihed i op til 30 år, men det kræver en belåningsgrad i boligen på under 60 pct. 85 pct. af låntagerne i FlexLife har i 1. kvartal valgt en rentebindingsperiode på netop fem år.

Udlånstallene bekræfter, at boligejerne fortsat udnytter de meget lave renter til at binde renten for en længere periode. Således har tæt ved 85 pct. af de lån, Realkredit Danmark har udbetalt til boligejerne i 1. kvartal, haft en rentebinding på enten fem år eller haft en fast rente gennem lånets løbetid.

Det er en lille tand mere end i 4. kvartal, hvor det var godt 8 ud af 10 boligejere, som valgte enten fem års rentebinding eller fast rente. Tallene er kun svinget en smule fra kvartal til kvartal, og siden 3. kvartal 2016 har der været tale om en omtrent sidelæns bevægelse i forhold til, hvor lang tid boligejerne binder deres rente.

»Der snakkes for tiden meget om risikoen for renteblindhed hos boligejerne i en tid med negative korte renter. I første omgang kan vi konstatere, at boligejerne ikke bruger de lave renter til at skrue op for risikoen i lånevalget,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Generelt afdrages der mere blandt danske boligejere. I 1. kvartal var 38,7 pct. af bruttoudlånet afdragsfrit. Det er den laveste andel registreret siden 2. kvartal 2015. De seneste tal for hele sektoren viste, at 47,3 pct. af udlånsmassen er afdragsfrit. Afdragsfriheden toppede i 2012/2013 på 56,4 pct.

BRANCHENYT
Læs også