Privatøkonomi
0

Prisfinte ved bilkøb bliver fjernet fra slutsedler

Mange slutsedler giver bilforhandlere lov til at hæve prisen, efter at aftalen er indgået.

Ifølge FDM er mange slutsedler ikke i orden, fordi de indeholder et ulovligt vilkår. Foto: Martin Lehmann

Det kan være en god idé at læse slutsedlen grundigt igennem, inden du skriver under på din nye bil. Mange slutsedler indeholder nemlig et vilkår, som giver bilforhandlere ret til at hæve den aftalte pris, efter at handlen er indgået.

FDM mener, at vilkåret er ulovligt. Bilbranchen er uenig, men reagerer nu alligevel og fjerner vilkåret fra sine standard-slutsedler.

I cirka halvdelen af de godt 1.000 slutsedler, som FDM har gennemgået, var det angivet som et standardvilkår, at forhandleren efterfølgende kunne regulere den aftalte pris inden levering.

Men det er i strid med aftaleloven, mener FDM.

»Vi ser løbende slutsedler, hvor det er angivet, at forhandleren efterfølgende kan regulere den aftalte pris op, hvis bilens listepris stiger inden levering. Men den går ikke. For ukritiske forbrugere kan det betyde, at de kommer til at betale mere for deres nye bil, end de havde behøvet,« siger advokat i FDM, Casper Schad.

Han opfordrer til, at man som bilkøber afviser en eventuel forhøjelse af den allerede aftalte pris. Falder bilen i pris, efter at slutsedlen er underskrevet, men bilen endnu ikke er leveret, er sagen imidlertid en anden.

Da skal prisen sænkes.

At bilforhandlere ikke må hæve prisen, efter at aftalen med køberen er indgået, fremgår ifølge FDM af to afgørelser fra Ankenævn for biler. Den konklusion er Autobranchen Danmark, der repræsenterer tusindvis af bilforhandlere, imidlertid ikke enig i.

Alligevel vælger man nu at sløjfe det omstridte aftalevilkår fra sine slutsedler.

»Det vilkår, som FDM nævner, står også i vores slutsedler. Det er i min optik ikke ulovligt, men vi har besluttet at fjerne det,« siger Lars Ellegaard, advokat ved Autobranchen Danmark.

Ifølge Lars Ellegaard er det forskelligt, hvilke slutsedler organisationens medlemmer benytter. Men han anbefaler nu, at de bruger en slutseddel, hvor det omstridte aftalevilkår ikke fremgår.

I sidste ende er det dog op til forhandlerne selv.

»Vi synes egentlig, at vilkåret er fair nok. Men det bliver ikke brugt særligt meget, og vi skal også imødekomme forbrugerne engang imellem,« siger Lars Ellegaard.

BRANCHENYT
Læs også