I dag er sidste frist: Undgå at miste feriepenge
Lønmodtagere bør allerede kigge mod sommeren 2020.
Lave temperaturer og nedbør i forårsmånederne får de fleste danskere til at drømme om ferie. Men før feriedagene for i år kan blive afholdt, er det en rigtig god idé at tjekke, om du fik hævet alle pengene fra forrige år.
Ferieåret slutter nemlig mandag d. 30 april, og hvis du vil have dine penge fra 2016 udbetalt, er det i dag din sidste chance.
»På nuværende tidspunkt er det for sent at afholde feriedagene, så nu skal de udbetales eller overføres til næste ferieår,« siger Klara Hoffritz, advokat i HK/Privat.
Du har altid ret til at holde fem ugers ferie på et år. Du får dog som udgangspunkt ingen penge under ferien, hvis du ikke har optjent ferie i det foregående ferieår.
Klara Hoffritz fortæller, at det ikke altid er muligt at få udbetalt pengene istedet. Hun anbefaler, at man altid kontakter sin faglige organisation, hvis man er i tvivl om feriereglerne.
»Du har altid ret til at få den femte ferieuge udbetalt, hvis du ikke har afholdt den inden 1. maj. De første 20 dage kan dog ikke udbetales. I nogle tilfælde f.eks. hvis du har skiftet job eller været på barsel i sidste ferieår, kan du få alle 5 uger udbetalt. Tanken med det er, at man på en gammel arbejdsplads kan have et andet feriemønster, og det skal man ikke påtvinge en ny arbejdsplads at følge,« fortæller hun.
Som lønmodtager optjener du årligt 2,08 dages betalt ferie pr. måneds ansættelse. Og det er dit eget ansvar at få brugt eller udbetalt pengene for dagene. Hvis pengene ikke bliver hævet eller feriedagene ikke bliver afholdt, går de resterende feriepenge til Arbejdsmarkedets Feriefond, der uddeler penge til familier, der ikke har råd til ferie.
Klara Hoffritz gør lønmodtagerne opmærksomme på, at man det kommende år skal være forudseende, hvis man vil holde mere end 3 ugers ferie i sommeren 2020.
»På grund af den nye ferielov har vi alle ’kun’ 16,7 feriedage, svarende til lidt over 3 uger, til afvikling fra d. 1 maj til 1. september 2020. Hvis man lige netop den sommer planlægger en længere rejse, der går udover de 16,7 dage, så er det nu, man skal begynde spare op af feriedagene ved at overføre feriedage fra i år og de næste år,« fortæller hun.
Ferien optjenes i et kalenderår fra d. 1 januar til 31 december. Ferien afholdes dog i det følgende ferieår, der løber fra d. 1 maj til d. 20 april. Det vil sige, at penge fra optjeningsåret 2016 skulle afholdes mellem 1. maj 2017 og 30. april 2018.


