Fortsæt til indhold

Boligejere med lånetilbud i skuffen kan score skattefri gevinst

Lånetilbud løber tre måneder, og det kan være en fordel.

Privatøkonomi

Mange boligejere eller købere har et lånetilbud liggende, som de ikke har udnyttet endnu. Efter at obligationskurserne igen er steget, kan de score en ekstra skattefri gevinst, hvis de slår til nu.

For et 2 pct. lån på 1 mio. kr. er gevinsten 33.000 skattefrie kr. Nogle ved det bare ikke, mens en lille gruppe boligejere spekulerer i det, oplyser boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Muligheden er opstået, fordi realkreditinstitutternes lånetilbud gælder i typisk tre måneder. I den periode har institutterne sagt ja til at låne boligejeren eller boligkøberen en given hovedstol.

Det betyder, at boligkøberne vil få flere penge udbetalt, hvis kursen på den bagvedliggende obligation ændrer sig, end det oprindeligt er aftalt. Derved kan de få ekstra kontanter på lommen uden at låne et større beløb, end de oprindeligt havde planlagt.

Sådan påvirker kursstigningen det udbetalte beløb af et lån på 1 mio. kr.:

Lånetilbud i midten af februarI dag, hvis lånet udbetales
Kurs på 30-årigt 2 pct. lån med afdrag95,898,9
Udbetalt beløb ved hovedstol på 1.071.000 kr.1.000.000 kr.1.033.000 kr.
Månedlig ydelse efter skat3.760 kr.3.760 kr.
Samlet tilbagebetaling1.387.000 kr.1.387.000 kr.

Kilde: Nordea Kredit

Hvis en boligejer f.eks. fik et lånetilbud på et 30-årigt fast forrentet 2 pct. lån på 1 mio. kr. i midten af februar, lød hovedstolen på det tidspunkt på 1.071.000 kr. inkl. alle omkostninger og kurstab, der opstod ved den daværende kurs på 95,8.

Det beløb har realkreditinstituttet lovet at give boligkøberen et lån på de næste tre måneder. I dag er kursen steget til 98,9, og det betyder, at hvis man holder hovedstolen på de 1.071.000 kr. konstant, vil boligejeren ikke længere få udbetalt 1 mio. kr. men derimod 1.033.000 kr.

Boligejeren vil dermed få 33.000 kr. mere i hånden pr. lånte million.

»Det er ikke gratis penge, og vi anbefaler aldrig, at man optager gæld, med mindre man har brug for det. Boligejeren kan altid sige nej tak til at låne flere penge end højst nødvendigt,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Specielt hvis man har anden og dyrere gæld ved siden af, er det en oplagt mulighed at udnytte lånetilbuddet i skrivebordsskuffen, mener hun.

Der er ikke nogen risiko ved at have et lånetilbud liggende. Hvis renten stiger, og kurserne falder, kan man bare lade være med at optage lånet og i stedet få et nyt lånetilbud.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Lise Nytoft Bergmann