Privatøkonomi
0

Boligkrisen har skiftet adresse

I dag finder man de laveste liggetider i de kommuner, hvor det for få år siden var sværest at få boligen solgt, viser ny undersøgelse.

Balancen er forskubbet markant på boligmarkedet siden finanskrisen. Foto: Martin Lehmann

Boligkrisen har skiftet adresse. Siden finanskrisen er situationen blevet vendt på hovedet. I dag finder man de laveste liggetider i de kommuner, hvor det for få år siden var sværest at få boligen solgt. Det viser en opgørelse, som Spar Nord har foretaget.

»Det er bemærkelsesværdigt, hvor stærkt udviklingen er gået. Tallene er en tydelig afspejling af den urbanisering, vi har set siden finanskrisen. Flere - specielt unge - søger mod byerne, og de mange konkurser i provinsen har medført tab af mange arbejdspladser,« siger cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm.

Spar Nord har taget udgangspunkt i tal fra Finans Danmark. Tallene viser, at man i 2008 skulle helt ned på plads nummer 29 for at finde en sjællandsk kommune på listen over kommuner med de laveste liggetider. Dengang lå Albertslund Kommune med en gennemsnitlig liggetid på 153 dage. I dag er liggetiden faldet til 85 dage.

Tallene dækker over, at der for alvor er kommet gang i bolighandlen de senere år, men ikke alle steder i landet er der grund til at juble.

I 37 af landets kommuner går det i dag hurtigere at sælge parcelhuset end for 10 år siden, og af dem har blot to kommuner uden for Sjælland lavere liggetider i dag. Ifølge Jens Nyholm skyldes det især, at opsvinget i København nu for alvor har bredt sig til resten af Sjælland.

Kommuner med laveste liggetider i 2008:


Dage
Ikast-Brande111
Esbjerg114,3
Herning115,9
Billund117,3
Holstebro123,4
Samsø125,9

Kommuner med laveste liggetider i 2018:


Dage
Albertslund85,9
Glostrup91,4
Tårnby94,6
Greve104,8
Frederiksberg105,1
København105,1

Kilde: Finans Danmark/Spar Nord

København har i de seneste mange år oplevet en markant tilflytning og dermed befolkningsvækst, og boligpriserne har i samme periode udviklet sig ganske betragteligt. Nu er priserne på et så højt niveau, at mange begynder at se værdi i at bosætte sig i oplandskommunerne.

Samme tendens vil vi formentlig også begynde at se i landets øvrige metropoler som Aalborg og Aarhus, der gennemgår en lignende udvikling, mener Jens Nyholm.

Her er forskellen dog for det første, at priserne endnu ikke er i nærheden af niveauet i København og for det andet, at en del af oplandet til de to byer hører under Aalborg og Aarhus kommuner.

De markante udsving er ikke overraskende, mener kommunikationschef i Nybolig, Thomas Hovgaard.

»Efter en historisk krise skal markedet bruge tid på at finde sit rette niveau. Vi har set en spirende optimisme på boligmarkedet de seneste par år, og når priserne især i de store byer er nået over før-kriseniveau, vil flere tøve af frygt for at købe på toppen. Derfor ser vi faktisk en tendens til, at flere fravælger de store byer, særligt København,« siger Thomas Hovgaard.

BRANCHENYT
Læs også