Privatøkonomi
BREAKING
0

Nyt superlån sætter skub i historisk stor konverteringsbølge hos boligejerne

Selv for boligejere, der har et 2 pct. boliglån i realkreditten, kan det være økonomisk attraktivt at omlægge til et fastforrentet 1 pct. boliglån. Boligejerne står samlet til at spare et milliardbeløb på at omlægge deres boliglån.

Mange boligejere spekulerer i øjeblikket over, om de skal udnytte den lave rente til at lægge deres boliglån om. Foto: Jens Dresling Foto: Jens Dresling

Kun en hedebølge kombineret med en rentestigning kan tilsyneladende bremse en af danmarkshistoriens største konverteringsbølger af danskernes boliglån.

Interessen for det 30-årige boliglån med en fast rente på 1 pct. er stor, hvorfor realkreditten forventer, at de danske boligejere vil omlægge lån for mellem 150 og 200 mia. kr. inden opsigelsesfristen den 31. juli. Det vil være den største låneomlægning i nyere tid.

»Der er ingen tvivl om, at de aktuelt lave renter giver medvind til både boligmarkedet og til det private forbrug – og derigennem dansk økonomi. Den for tiden store konverteringsbølge kan resultere i, at boligejerne måske låner lidt ekstra i friværdien, når de alligevel er i gang med en låneomlægning,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Den hidtil største omlægningsbølge siden 1997 var på ca. 125 mia. kr., og da 2 pct.-lånet blev introduceret i 2005, blev der lagt lån om for lidt over 100 mia. kr.

Ligeledes løb den seneste konverteringsbølge for et par måneder siden op i omtrent 100 mia. kr. Den sikrede boligejerne en samlet besparelse i omegnen af 700 mio. kr. om året, vurderer Totalkredit. Den nye runde vil trumfe de besparelser »med længder,« vurderer chefanalytiker i Totalkredit Jeppe Borre.

Ydelsen falder kun marginalt ved at omlægge fra 2 til 1 pct., men mange boligejere vil derudover kunne spare penge på det gebyr, de betaler for at have boliglånet, den såkaldte bidragssats. Det skyldes, at boligen ved en konvertering skal revurderes, og hvis boligen er steget i værdi, og der i mellemtiden er afdraget på lånet, vil belåningsgraden været faldet.

Også fleksrenterne er rekordlave, og de lave boligrenter kan give medvind til boligejernes forbrug. Ifølge Nationalbanken er de seneste større bølger af låneomlægninger slået igennem i forbruget. Den tendens genkender man i realkreditinstitutterne.

De fleste boligejere venter typisk med at opsige deres lån til lige før opsigelsesdatoen. Allerede nu er der opsagt lån for ca. 62 mia. kr., og det er langt mere end normalt på nuværende tidspunkt. Alene den seneste uge er der indfriet lån for 22,5 mia. kr.

Men det er ikke uden risiko at vente. I øjeblikket er kursen på 1 pct.-lånet med afdrag omkring 98, men risikoen for, at kursen falder op til opsigelsesfristen, er til stede. Det skyldes, at et massivt udbud af nye obligationer på én gang vil presse kurserne nedad. Den tendens har man set ved tidligere opsigelsesfrister.

I flere tilfælde har boligejere, der først omlagde efter opsigelsesfristen, fået en bedre kurs.

Samtidig kan kunderne forvente længere svarfrister på grund af sommerferien, lyder det fra realkreditinstitutterne.

»Vi satser på at give kunderne en god oplevelse, men vi har også fortalt dem, at vi kan have lidt længere svartider, end vi plejer,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.

I Realkredit Danmark har man lavet beredskabsplaner for, hvordan man vil håndtere et konverteringspres, fortæller cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

Boligejere med boliglån hos Totalkredit skal henvende sig i en af de banker, der samarbejder med instituttet, hvis de ønsker at omlægge boliglånet.

BRANCHENYT
Læs også