Privatøkonomi

Storinvestor: Risikoen for en recession er blevet mindre - men det har sin pris

Udsigterne for den globale økonomi er blevet forbedret i de seneste måneder, lyder det fra den store obligationsinvestor Pimco.

Risikoen for en recession er på det seneste blevet mindre, vurderer Pimco. Foto: AP/Amy Beth Bennett

Skyerne over verdensøkonomien er ikke længere helt så mørke. Det vurderer den amerikanske kapitalforvalter Pimco, der med en formue under forvaltning på ca. 12.000 mia. kr. hører til blandt de største i verden, i sin seneste prognose, der dækker de kommende seks til 12 måneder.

»Risikoen for en recession er blevet mindsket de seneste måneder af yderligere globale pengepolitiske lempelser, en våbenhvile i handelskrigen mellem USA og Kina og bedre udsigter for et ordnet brexit,« lyder det i prognosen.

Den er skrevet af Joachim Fels, der har titel af global economic advisor i Pimco, og Andrew Balls, chief investment officer for global fixed income i Pimco.

»Når den næste økonomiske afmatning eller store fald på markederne rammer, vil centralbankerne have endnu mindre politisk kapacitet til at manøvrere, hvilket begrænser deres evne til at bekæmpe fremtidige recessioner,« skriver Joachim Fels og Andrew Balls.

Det er ikke kun i forhold til mulighederne for at bekæmpe den næste recession, at den lempelige pengepolitik kan være en udfordring i forbindelse med den næste recession, lyder det fra Pimco.

»Kombinationen af en længere økonomisk optur og en længere periode med endnu lavere renter og uendelig QE (Centralbankernes opkøb af obligationer uden nogen klar slutdato, red.) tilskynder virksomheder og husholdninger til at øge deres gæld, hvilket kan komme til at hjemsøge dem og deres kreditorer i den næste nedgang,« lyder det i prognosen.

Pimco venter, at væksten i den amerikanske økonomi vil falde til et niveau omkring 1,5-2 pct. i 2020 mod en forventet vækst på 2,3 pct. i 2019. Til sammenligning voksede verdens største økonomi med 2,9 pct. i 2018.

For USA, eurozonen, Storbritannien og Japan som helhed venter Pimco, at væksten vil ende mellem 1 og 1,5 pct. i år mod en estimeret vækst på 1,7 pct. i 2019. I 2018 lød væksten her på 2,2 pct.

BRANCHENYT
Læs også