Privatøkonomi

Unge vil køre i bil – og vender ryggen til cykel, bus og tog

Unge fravælger i stort tal både cyklen og den kollektive trafik for i stedet at køre i egen eller forældrenes bil.

Kasper Andersen fra Låsby på vej hjem fra Gymnasiet i Silkeborg – ikke med bus, men i sin egen bil. Foto: Joachim Ladefoged

På mange gymnasier og universiteter er det nærmest umuligt at finde en parkeringsplads. Fordi de unge studerende i stigende grad tager bilen i stedet for at køre med bus, cykle eller gå.

På tre år er brugen af personbil blandt de 16-24-årige steget med 14,7 pct., mens der for befolkningen som helhed er sket et lille fald. Samtidig er de unges brug af kollektiv trafik gået ned med 9,1 pct., brugen af cykel med 15,1 pct. og det at gå er faldet med 12,6 pct. Det viser en analyse fra Danske Regioner baseret på de seneste tal fra Transportvaneundersøgelsen fra DTU.

Transportminister Benny Engelbrecht beklager udviklingen:

Det er en skidt udvikling. Transportvaner bliver skabt i den unge alder, og vi vil gerne have et samfund, hvor man vælger den kollektive trafik og cyklen til.

Benny Engelbrecht, transportminister

»Det er en skidt udvikling. Transportvaner bliver skabt i den unge alder, og vi vil gerne have et samfund, hvor man vælger den kollektive trafik og cyklen til. Derfor vil jeg se på, hvordan vi kan sikre bedre og billigere kollektiv transport til de unge,« siger Benny Engelbrecht.

Ifølge trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet hænger udviklingen sammen med den lave benzinpris, og at prisen på bilerne er faldet, mens det samtidig er blevet dyrere at rejse med den kollektive trafik.

Professor Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet peger på både fordele og ulemper:

»Det er skidt for klimaet og for trængslen på vejene, at de unge kører mere i bil, og det er dårligt for helbredet, at de cykler og går mindre. Til gengæld giver det større frihed og større udfoldelsesmuligheder, når de skal vælge uddannelse eller arbejde.«

Hos regionerne, der driver de regionale trafikselskaber, som står for over halvdelen af den kollektive trafik, er næstformand Ulla Astman (S) bekymret. Hun vil derfor have sænket prisen for at rejse kollektivt for at lokke flere unge over i busser og tog.

»Udviklingen er problematisk ikke mindst i forhold til klimabelastningen,« siger Ulla Astman, der vil bruge hovedparten af de knap 100 mio. kr., som i 2020 er afsat på finansloven til at sænke billetpriserne, på at gøre det billigere at rejse for de unge.

BRANCHENYT
Læs også