Privatøkonomi

Renten stiger: Boligejere med billige lån får automatisk lavere restgæld

Det utænkelige er sket: Boligejere med 0,5 pct- lån kan nu konvertere lodret.

Der er nu vendt helt op og ned på rentemarkedet for boligejerne. Arkivfoto: Martin Lehmann

Boligejere med 0,5 pct.-lån kan godt finde lommeregneren frem. Den seneste uges voldsomme kursfald betyder, at de kan konvertere lodret og dermed skære i restgælden.

Kursen på det afdragsfrie 1,5 pct.-lån er tirsdag faldet ned under 100. Kursen er nu 99,7. Også lånet med afdrag er tæt på med en kurs på 100,3.

For at et lån kan komme i spil igen, skal gennemsnitskursen være under 100 en helt dag. Men det ser altså ud til at ske nu.

Det kan dog ikke udelukkes, at muligheden for at konvertere lodret bliver en realitet, selv om kursen på 1,5 pct. lånet ikke falder yderligere. Det afhænger udelukkende af realkreditinstitutterne.

Flere af dem har tyvstartet på åbningen af nye serier, der for de 30-åriges vedkommende udløber i 2053 mod nu 2050. Det sker automatisk hvert tredje år. Der er allerede kommet 0,5 pct.- og 1 pct.-lån.

Hvis institutterne beslutter sig for også at introducere et 1,5 pct. lån med udløb i 2053, er konverteringsmuligheden reelt åbnet. Kursen vil typisk ligge mellem 1,5 og 2,5 point lavere og dermed sikkert under kurs 100.

Realkreditinstitutterne vil ikke fortælle, om de gør sig disse overvejelser, da fondsbørsen skal have det at vide først. Og den seneste uges markante kursfald er kommet bag på alt og alle også i realkreditsektoren.

At det pludselig er muligt at konvertere lodret kommer som en meget stor overraskelse i banker og realkreditinstitutter.

»Det er en lidt absurd udvikling, kan man roligt sige – ikke mindst i forhold til, hvor mange henvendelser vi eksempelvis fik ind i starten af sidste uge omkring vores overvejelser om eventuel åbning af en 0 pct.-obligation,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark. Christian Hilligsøe Heinig.

0,5 pct.-lånet vil være meget attraktivt at lægge om. Det skyldes, at det har en høj kursfølsomhed. Hvis renten stiger 1 pct.-point, vil kursen falde med op mod 10 point. Det kan man udnytte til en lodret konvertering.

Et forenklet regnestykke: Hvis man har optaget et 0,5 pct. lån på 1 mio. kr. til kurs 98, har man en obligationsrestgæld på 1.020.000 kr.

Kursen falder 10 point, og det betyder, at man kan købe sin restgæld til kurs 88, og dermed ender man på ca. 920.000 kr. Gælden betaler man typisk ved at vælge et højere forrentet lån og risikerer dermed en højere ydelse. Man kan også vælge et flekslån og både skære en god bid af restgælden samt få en lav ydelse.

Selv om 1,5 pct.-lånet kommer i spil igen, vil det ikke give mening at lægge om, før man kan få en gevinst på 9-10 kurspoint. Ellers bliver gevinsten for lille for et gennemsnitslån.

Vil man sælge, og kan få det samme for boligen som hidtil, vil kursgevinsten øge overskuddet af salget.

BRANCHENYT
Læs også