Privatøkonomi

Stort rentehop: Ikke engang F1-lånet har negativ rente længere

Flekslånene er efterhånden også hårdt ramt af finansuroen.

Det er blevet langt dyrere at låne til drømmeboligen. Nu er også de populære flekslån hårdt ramt af den finansielle uro. Arkivfoto: Tobias Nørgaard Pedersen Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

Det er slut med at få penge tilbage for at optage et flekslån. Det er slut med negativ rente.

Fredag endte F1-lånet i plus for første gang siden 2016. Samtidig fortsætter renten på det populære F5-lån med at stige.

F5-renten er nu helt oppe i 0,4 pct. Ved den netop overståede auktion over fleksobligationer blev renten -0,29 pct., og der har den ligget et stykke tid. Dermed er der tale om en rentestigning på 0,7 procentpoint på under 14 dage.

Det er en usædvanlig høj stigning og er noget, der vil kunne mærkes hos dem, der skal optage et F5-lån her og nu.

Markedet for danske realkreditobligationer er under voldsomt pres for øjeblikket. Indtil videre er det primært gået ud over lån med fast rente. Således er det nu ikke længere det 30-årige 0,5 pct.-lån, man skal vælge, men et 2 pct. lån.

Dette usædvanligt store rentespring er sket på under 14 dage, og det er uhørt. Forklaringen er, at investorer i stor stil sælger obligationer for at få kontanter. Det danske realkreditmarked er meget likvidt, og man kan derfor være sikker på at kunne komme af med sine værdipapirer.

Tidligere blev Danmark betragtet som en såkaldt sikker havn. Det betyder, at investorerne flokkedes om danske obligationer, når der var finansiel uro. Sådan er det ikke længere, og det kan nu tydeligt ses på flekslånene.

Investorerne er så usikre denne gang, at de flokkes om tyske obligationer, der betragtes som de mest sikre papirer overhovedet.

Det betyder, at F1-lånet i euro er ved at lægge afstand til lånet i danske kroner. Således er renten i euro nu -0,25 pct., mens renten på F1-lånet i danske kroner altså er 0,10 pct. Det er en forskel på hele 0,35 procentpoint.

Også F3-renten er på vej opad. Lånet har i lange perioder haft den laveste rente af alle flekslån. Renten er nu 0,25 pct.

BRANCHENYT
Læs også