Privatøkonomi

Boligejere i kursklemme: Her er prisen for at sikre dit lån

Billigere at kurssikre flekslån end lån med fast rente.

Det er ikke specielt dyrt at kurssikre et realkreditlån, hvis alternativet er et så voldsomt kursfald, som der har været på realkreditobligationer de seneste 14 dage. Arkivfoto: Jens Dresling

At spille hasard med sine boliglån har været en dyr fornøjelse de seneste 14 dage. Det er slut med de billige 0,5 pct.-lån. Nu hedder renten 2 pct.

Det kunne de have undgået.

Alle realkreditinstitutter anbefaler at kurssikre nye boliglån ikke mindst i forbindelse med omlægninger. Det er ikke gratis. En kurssikring på tre måneder koster et kursfradrag på 0,77 point. Dertil skal lægges et gebyr på 1.000 kr.

Det lyder måske af meget, men er ingenting i forhold til de seneste 14 dages kursfald.

Således er kursen på det superpopulære 0,5 pct.-lån faldet voldsomt fra 98 til 88. Dermed gik lånet fra at være et historisk attraktivt lån med næsten ingen kursfald og meget lav ydelse til at være et risikabelt lån med en relativ høj ydelse.

Ydelsen efter skat på et 0,5 pct.-lån er nu højere end samme ydelse på et 2 pct. lån.

Udviklingen er dybest set et lærestykke i, hvorfor kurssikring er en god idé. Når man gør det, beregner realkreditinstitutterne et kursfradrag. Låser man eksempelvis kursen i 14 dage, trækker realkreditinstituttet 0,1 kurspoint fra. Kursfradraget stiger, jo længere man vil kurssikre

Kurssikrer man 1 mio. kr. i en måned får man en ekstraydelse på 28 kr. om måneden efter skat, oplyser cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

»I det nuværende meget usikre rentemiljø er det med vores øjne en beskeden pris at betale for at låse kursen og dermed få større sikkerhed omkring sin private økonomi,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Ved at lave en fastkursaftale kan man i sagens natur ikke spekulere i, at renten skulle falde.

»Under alle omstændigheder er det ren og skær spekulation,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Det giver mening at overveje det på længereløbende flekslån som F3 og F5, hvis det giver ro i maven.

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark

Kursudsvingene har været så voldsomme, at Realkredit Danmark nu opfordrer kunder med flekslån til at kurssikre også. Det gør man normalt ikke, fordi den type kunder er forberedt på at løbe en renterisiko.

»Det giver mening at overveje det på længere løbende flekslån som F3 og F5, hvis det giver ro i maven,« mener Christian Hilligsøe Heinig.

Kursen på en F5-obligation kan låses i en måned med et kursfradrag på 0,19 point. Til sammenligning er renten på F5-lån krøbet i vejret fra næsten -0,4 til nu 0,4 pct. i løbet af blot et par uger. Det er en stigning på 0,8 kurspoint.

BRANCHENYT
Læs også