Privatøkonomi

Ejendomsmæglerne ramt af krisen: »Vi kører kun på tre cylindre«

Boligmarkedet nyder fortsat godt af rekordsalg de seneste måneder. Mange skal have en ny bolig, men lysten til at komme til en fremvisning er faldet markant.

Intet er, som for tre uger siden - heller ikke på boligmarkedet. Arkivfoto: Michael Hansen/POLFOTO

Færre fremvisninger, bakkende banker, aftagende aktivitet.

Velkommen til ejendomsmæglernes virkelighed efter coronaudbrud og nedlukning af Danmark.

»Vi kommer vi ikke uden om, at markedet kun kører på tre cylindre lige nu,« som kommunikationschef hos Nykredit Mægler, Thomas Hovgaard udtrykker det.

Der lukkes stadig handler, som der har været arbejdet på længe, lyder meldingen fra EDC, Home og Nybolig.

Inden coronakrisen satte handel med boliger rekord efter rekord. Derfor har mange brug for en ny bolig nu, og der vil stadig være nogle, der vil sælge på grund af pludselige livsbegivenheder som dødsfald eller skilsmisse.

»Men der er nok ikke tvivl om, at de mere lystbetonede handler forsvinder i en periode,« siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent hos Home.

Finans har taget temperaturen hos tre af de store ejendomsmæglerkæder, og alle mærker faldende aktivitet ikke mindst hvad angår fremvisninger.

Salget er stadig pænt, idet vi fortsat lukker handler, som der har været arbejdet på længe.

Jan Nordmann, kommunikationschef, EDC.

I Danmarks største ejendomsmæglerkæde EDC er antallet af fremvisninger faldet 35 pct. på bare en uge, oplyser kommunikationschef Jan Nordmann.

»Salget er stadig pænt, idet vi fortsat lukker handler, som der har været arbejdet på længe,« siger Jan Nordmann.

I EDC oplever man, at bankerne er blevet mere forsigtige.

»Jeg hører også om banker, der fraråder deres kunder at købe ny bolig nu. Det er direkte gift for samfundsøkonomien. En bolighandel genererer i snit små 300.000 kr. i ekstraomsætning hos byggemarkeder, lokale håndværkere, møbelbutikker, gardinmontører mv.,« siger Jan Nordmann.

I Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Arbejdernes Landsbank afviser man at have strammet på kreditgivningen, viser en rundspørge.

Hos Home mærker man en tydelig usikkerhed hos potentielle købere, fortæller Michael Dalsager.

Helt naturligt har mange tankerne alle andre steder end på boligmarkedet.

Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent, Home

»Afventende er nok det bedste ord til at beskrive situationen. Helt naturligt har mange tankerne alle andre steder end på boligmarkedet, og mange er usikre på, om det er det rigtige tidspunkt at handle bolig,« siger han.

Coronakrisen rammer et marked i fuld fart og lige op til højsæsonen i de kommende måneder. I februar havde Home rekordmange fremvisninger – flest siden 2007, og handlerne topper typisk i maj og juni.

»Det kommer vi ikke til at se i år,« siger Michael Dalsager.

Hos Home er antallet af fremvisninger næsten halveret på en uge. Michael Dalsage glæder sig over, at trafikken på home.dk kun er faldet med 11 pct. Det tyder på, at købsinteressen stadig er til stede.

De seneste tre måneder er der handlet knap 16.000 boliger plus en del handler i marts.

»Mange af dem overdrager nøglerne til de nye ejere i løbet af de kommende måneder, og disse sælgere skal selv ud og finde et andet hjem. Den flyttekæde vil fortsat være der,« siger Michael Dalsager.

Hos Nybolig noterer man sig, at der er endog meget stor forskel på aktiviteten afhængig af, hvor i landet man befinder sig.

Usikkerheden for, om man har samme privatøkonomi om en måned eller to og renteudviklingen, spøger derude.

Thomas Hovgaard, kommunikationschef hos Nykredit Mægler

»Vi ser et meget fragmenteret billede. Nogle steder er aktiviteten faldet markant, mens andre fortsat melder om køb og salg,« siger Thomas Hovgaard, kommunikationschef hos Nykredit Mægler.

»Usikkerheden for, om man har samme privatøkonomi om en måned eller to og renteudviklingen, spøger derude. Og det forstår man selvfølgelig godt. Køb af bolig er en stor disposition,« siger han.

Han betegner faldet i fremvisninger som naturligt i den situation, Danmark er i.

»Det er ikke alarmerende,« mener Thomas Hovgaard.

Alle ejendomsmæglerkæder har styrket deres digitale platforme under krisen. Det betyder, at man kan foretage besigtigelser og gennemføre fremvisninger elektronisk i første omgang. Samtidig er der gennemført stramme regler for, hvordan man afvikler et åbent hus.

BRANCHENYT
Læs også