Serier

Sommerhusmarked startede året med højere priser og flere handler

Allerede fra årets start var der efterspørgsel efter sommerhuse, hvilket betød højere priser og flere salg.

Corona rammer verden
Omkring 1900 fritidshuse skiftede hænder i årets første tre måneder. Det er det højeste antal handler i et første kvartal siden 2004. Foto: Sol og Strand

Markedet for sommerhuse har været brandvarmt i årets første tre måneder, viser statistik fra Finans Danmark. Der er blevet handlet flere fritidshuse og til en højere pris end i flere år.

Omkring 1900 fritidshuse skiftede hænder i årets første tre måneder. Det er det højeste antal handler i et første kvartal siden 2004.

Samtidig var der flere penge at hente for sælgerne. Et typisk sommerhus på 80 kvadratmeter blev solgt til en gennemsnitspris på 1.274.000 kroner.

Det er ifølge Finans Danmark, der er pengeinstitutternes brancheorganisation, det højeste niveau i næsten ti år.

Der er dog store regionale forskelle. I Nordsjælland handles et typisk 80 kvadratmeter stort sommerhus til 1.657.000, mens et sommerhus på samme størrelse i Vestjylland koster lige over en million.

Efter kvartalet sluttede faldt antallet fritidsboliger til salg.

Tallene er fra årets første tre måneder, og dermed er den sidste halvdel af den sidste måned påvirket af nedlukningen i Danmark som følge af coronaudbruddet.

Derfor er det også svært at udlede præcis, hvilken effekt nedlukningen og udbruddet har haft på markedet på baggrund af tallene fra Finans Danmark.

Andre kilder såsom Boligsiden har dog tidligere oplyst, at der efter april og maj var langt færre fritidshuse til salg, end der plejede at være, hvilket har indikeret en stor efterspørgsel.

Finans Danmarks tal fra første kvartal bekræfter også, at hele boligmarkedet stod stærkt før Danmark blev ramt af coronavirus, vurderer boligøkonomer.

- Boligmarkedsstatistikken har en høj troværdighed, og derfor er det dejligt, at den bekræfter, at boligmarkedet har klaret sig godt igennem første del af coronakrisen, skriver Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann i en analyse.

- Statistikken bekræfter dermed de hurtige men mere uofficielle meldinger, vi har fået om boligprisudviklingen fra ejendomsmæglere og boligsites.

- Det giver håb om, at det samme vil gøre sig gældende for andet kvartal, hvor de foreløbige data også har været positive.

Tallene og de tidlige indikationer på udviklingen siden marts får også cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre til at stole på, at der bliver tale om et "mildt slag" til boligmarkedet.

- Selv om vi ser fortsatte små prisfald i horisonten, så er vi relativt positive og fortrøstningsfulde for boligmarkedet trods den dybe krise.

- Vi kommer på ingen måde til at opleve prisdyk, som vi så det i forbindelse med finanskrisen, skriver han i sin analyse.

BRANCHENYT
Læs også