Privatøkonomi

Råd vil have bedre beskyttelse af ofre for identitetstyveri

Rådet for Digital Sikkerhed og Forbrugerrådet Tænk vil have øget hjælp til ofre for identitetstyveri. SF foreslår, at en »oprydningskoordinator« skal bistå ofrene.

Charlotte Helbo Lund blev mødt med mistro, efter at nogen havde oprettet forbrugslån og købt varer for 330.000 kr. i hendes navn. Foto: Joachim Ladefoged

Når kriminelle køber varer og optager lån med andres oplysninger, må ofrene selv kæmpe med butikker og långivere, som møder dem med inkassokrav og mistro.

Sådan lyder det fra Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Digital Sikkerhed, der opfordrer politikerne til at øge forbrugerbeskyttelsen for det stigende antal ofre for identitetstyveri.

»Vi skal have lettet byrden for de uskyldige borgere, det går ud over. De bliver mistænkeliggjort og har store vanskeligheder ved at bevise deres uskyld. Der er brug for en juridisk holdbar løsning, som sætter tilbagebetalingen af lån og varer på pause, mens sagerne efterforskes,« siger juridisk chef Anette Høyrup, Forbrugerrådet Tænk.

Det er meget grænseoverskridende at blive udsat for identitetstyveri og pludselig blive afkrævet penge for ting, man ikke selv har købt.

Nick Hækkerup, justitsminister

I 2019 fik det landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK) 3.203 anmeldelser om kreditbedrageri. I godt to tredjedele af sagerne var der brugt falske eller stjålne identiteter.

Eksempelvis oplevede Charlotte Helbo Lund, at der blev optaget lån og købt varer for 330.000 kr. i hendes navn.

Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed, foreslår, at ofrene hurtigt bliver »whitelistet«:

»Politiet skal afklare sagen forholdsvis hurtigt og give offeret en erklæring, der viser, at vedkommende har været udsat for noget kriminelt, og at man derfor ikke kan sende personen til inkasso.«

SF foreslår, at ofre får tildelt en oprydningskoordinator hos politiet, som skal kontakte virksomheder, banker og tjenester, hvor identiteten kan være misbrugt.

»Offeret skal sikres, at transaktionen og betalingskravet standses med opsættende virkning, mens efterforskningen foregår,« siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

K, S og DF erklærer sig positive over for idéen og er klar til at drøfte det ved politiforhandlingerne efter sommerferien.

Justitsminister Nick Hækkerup finder det »meget grænseoverskridende at blive udsat for identitetstyveri og pludselig blive afkrævet penge for ting, man ikke selv har købt.«:

»Derfor vil jeg sammen med andre ministerier undersøge, om det er muligt at gøre mere for at beskytte ofrene, uden at det stiller de erhvervsdrivende ringere.«

BRANCHENYT
Læs også