Privatøkonomi

Vildt halvår på aktiemarkederne er slut: »Det har været historisk«

De første seks måneder af 2020 vil på mange måder få en plads i historiebøgerne.

Finansmarkederne blev ramt af store dønninger fra coronakrisen. 
Arkivfoto: AP Photo/Richard Drew)

Årets første seks måneder på finansmarkederne vil få en fremtræden plads i historiebøgerne. Sådan lyder det fra både Nordea og PFA Pension, efter at bl.a. coronakrisen satte sine tydelige spor på alverdens børser i den første del af året.

»Det har været et af de mest volatile markeder nogensinde. Det har været historisk,« siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i PFA Pension.

Da den nye coronavirus begyndte at sprede sig uden for Kinas grænser, lukkede det ene efter land efter det andet rundt om i verden ned for at stoppe smittespredningen. Og det har sendt USA, verdens største økonomi ned i en recession, og den globale økonomi har samme retning.

»Under en normal recession, kan vi se, at nøgletallene gradvist bliver dårligere og dårligere. Her skete det med nedlukningerne fra den ene dag til den anden, og det har vi aldrig oplevet før,« siger Tine Choi Danielsen.

Under coronakrisen faldt det ledende amerikanske aktieindeks, S&P 500, så voldsomt, at det satte en ny rekord for det hurtigste fald på 20 pct. fra toppen. Det er definitionen på et ”bear marked”, og det blev altså nåede hurtigere end under finanskrisen, black monday i 1987 og under krakket i 1920’erne.

»Jeg tror, at alle var nervøse for, hvad det kunne ende med,« siger Andreas Østerheden, der er chefstrateg i Nordea.

Oveni kom en priskrig på olie, som en overgang førte til negative oliepriser.

»Det har været et halvår med mange ekstremer. Man skal finde de mest ekstreme yderpunkter i historien for at finde noget at sammenligne det første halvår med,« siger Andreas Østerheden.

Centralbanker og stater fik spændt historisk store sikkerhedsnet ud under økonomierne rundt om i verden. På kort tid fik den amerikanske centralbank, Federal Reserve, f.eks. opkøbt obligationer for et større beløb end under samtlige opkøbsprogrammer i tiden under og efter finanskrisen, påpeger Nordeas chefstrateg.

Det stabiliserede markederne, så bunden på det amerikanske aktiemarked blev nået i slutningen af marts. Bunden blev samtidig startskuddet på en af de vildeste opture i historien. April skrev sig f.eks. ind i historiebøgerne, da det amerikanske aktiemarked i form af MSCI USA steg med 13,2 pct..

Kun januar 1987 og oktober 1974 har budt på større stigninger på én enkelt måned end april 2020.

»Når vi ser på det globale afkast, så er vi kun nede med ca. 8 pct., så vi er kommet igennem med skindet på næsen,« siger Andreas Østerheden.

BRANCHENYT
Læs også